Anthon Alfred Kjøller

Født: 20.05.1857 i Aakirkeby

Død: 01.06.1946 i Aakirkeby

Andet 02.04.1876 udvandret til Warren, Pennsylvania,USA

Stilling: Gdr. Nybygaard

Far: Jens Rasmussen Kjøller

Mor: Barbara Margrete Johnsdatter

Var hjemme fra Amerika til sin mors Barbara Margrethe Johnsdatters 75 års fødselsdag og var formentlig hjemme ved sin stedfaders Hans Peter Andersens død kort efter. Overtog senere Nybygaard efter sin mor.

Det er ikke let at finde oplysninger om onkel Anthon. Han synes hele livet igennem at være meget fåmælt om, hvad han havde oplevet f.eks. i sine unge dage i Amerika.

Det ses bl.a. af den sang, der blev skrevet til hans 80-års fødselsdag den 20. maj 1937. Jeg gætter på, at sangen er skrevet af hans halvsøster tante Mathilde, som endog synes at have haft et rimeligt nært forhold til ham. F.eks. er de fotograferet sammen, som det fremgår tante Mathildes fotoalbum.

I sangen skriver hun: ’hvor han havned’, det jeg ikke ved, om han savned, gi’r han ej besked’, men lidt vidste hun dog, for hun skriver: ’været farmer – ”working” under jord –

Videre skriver hun: ’Men da der kom bud herhjemmefra, rejste han dog hjem, og kom en da’ ”but” han måtte ”back a little trip”, før ”he went to Denmark from Grape Creek”.

Vi får altså dog et par oplysninger, nemlig at han i Amerika var landmand og også arbejdede ’under jord’. Det sidste passer helt med, hvad jeg selv husker fra en julekomsammen på Nybygaard, hvor onkel Anthon sad på ”puffen” henne ved kakkelovnen, og onkel Ejnar satte sig hen ved ham og spurgte ham noget om ’kollaminarna’., men han fik nu ikke ret meget svar.

En anden ting var hans øjensynlige længsel tilbage til Amerika. Jeg ved ikke, om det var Grape Creek, der trak, men min mor har fortalt mig, at han engang var på vej til Amerika, men vendte om, da han kom ned i Jernbanegade i Aakirkeby. Det må jo være før hans mor døde. For han har næppe tænkt sådanne tanker, efter at han overtog Nybygaard efter hende i 1911.

Det er åbenbart ikke mange, der talt med ham. Jeg har spurgt Viggo Rønsholm, om han havde noget at berette herom, men selvom han kan huske et besøg på Nybygaard i 30’erne, har han ikke talt med ham – ”han var jo allerede dengang en gammel mand”.

Heller ikke Kirsten kan huske, at hun nogensinde har talt med ham, og for øvrigt heller aldrig har fået hverken jule- eller fødselsdagsgaver af ham. (Jeg har også skrevet og spurgt Knud, men han har desværre ikke svaret).

Det hun bedst kan huske – og det kan jeg også – var lugten af de tjærejute-forbindinger, han fik om sine ben på grund af skinnebenssår.

Bortset fra onkel Harald, som jo nok har kommunikeret lidt med ham, kunne det derfor se ud, som om jeg er en af de få, der talte med ham. Jeg var under krigen spejder, og vi skulle bl.a. sælge Dybbølmærker. Nu havde jeg ved mine talrige besøg på Nybygaard bemærket, at der på væggen bag den stol, han altid sad i ved vinduet ud til gården var en hel del Dybbølmærker sat fast ovenover Brugsens kalender, så jeg gik selvfølgelig ind til ham og sagde goddag og spurgte ham, om han ville købe et Dybbølmærke. Jeg kan huske, at han sagde: ”Hva’”, og jeg måtte vistnok spørge ham en gang eller to mere og vise ham mærkerne, men i dag kan jeg med en vis stolthed sige, at jeg fik ham til at købe et mærke. Jeg kan endnu se for mig, at han tog pungen op af baglommen, men flere enkeltheder kan jeg ikke huske – bortset fra, at jeg vistnok selv måtte finde 10-øren frem af den.

Som sagt sad han i stolen ved vinduet ud til gården, for megen motion fik han vist ikke i de år, jeg kan huske ham fra – bortset fra turen fra stuen ud på  lokummet ude i hjørnet af gården.

Men mandag den 23, juli 1945 skete der noget usædvanligt. Jeg var på Nybygaard den dag, så jeg oplevede det selv. Om morgenen havde han sagt til Harald, at han skulle ’spænde ”denj Svårta” for’, så onkel Harald trak fjedervognen ud og spændte for, og onkel Anthon kom ud i stortrøje, hat og halstørklæde samt stok, og kom med noget besvær – men vistnok ved egen hjælp – op i vognen, og vi så ham i adstadigt tempo rulle ud af porten med et godt greb i tømmen og pisken indenfor rækkevidde.

Den dag var der nemlig pengeombytning i Danmark, hvad han formentlig havde læst om i avisen (han læste avisen hver dag – og vistnok ret grundigt – det var jo nok en af de få fornøjelser, han havde), og om han ikke mente, at det ragede andre, hvor mange penge, han skulle have vekslet, eller om det evt. var fastlagt, at man skulle møde personligt frem, ved jeg ikke.

Men han kørte i hvert fald op i Brugsens gård, hvor han overlod hest og vogn til gårdskarlen, og ’nørlade’ derfra hen i Aakirkeby Bank i Eskildsgade. Jeg fik senere fundet ud af, at han gik direkte ind til bankdirektøren, borgmester Nissen-Petersen og fik klaret sin pengeombytning der. Og kom altså velbeholden tilbage, selvom han foretog denne udflugt i en alder af 88 år. Han døde året efter 1. juni 1946.  

 

 

Knud skriver:

Jeg kan desværre ikke bidrage meget med oplysninger om onkel Anthon udover at bekræfte, hvad Kirsten har skrevet til dig.

Jeg har dog nogle mere eller mindre svage erindringer som jeg gerne vil fortælle om.

Onkel Anthon boede jo som bekendt på aftægt på Nybygaard - fra far købte gården i 1940 - og indtil sin død i 1947 (jeg mener, at det var i 1946 - J,A)=.

Han boede i det lille værelse, der stødte op til dagligstuen- altså vest for dagligstuen- ud mod gårdsiden.

Han tilbragte megen tid i hjørnet i stuen ved kakkelovnen.

Jeg kan huske jeg ofte " red ranke" på hans knæ, når han sad der og husker også tydeligt, at det

skulle være et bestemt ben - jeg husker ikke om det var højre eller venstre. Forsøgte jeg at kravle op

på det forkerte ben - med skinnebenssåret- eller var det for meget gigt? , så protesterede han højlydt og flyttede mig over til det andet ben.

Jeg har billeder, hvor jeg går tur i haven med ham og tante Mathilde (1942-1943?).

Han tog også - har mor fortalt - nogle ture i byen, hvor han vistnok ofte besøgte Jernbanehotellet og kom hjem noget overrislet og altid gik direkte i seng.

Jeg mener at vide at han brugte skrå- jeg tror ikke han røg.

Han fortalte aldrig noget om sin tid i Amerika. Han rejste jo derover i nogle måneder efter at være kommet hjem første gang. Han fortalte far, han skulle over og sælge sit hus. Far har senere fortalt, at det nok ikke var noget særligt. Det var måske blæst væk af sig selv. Han havde tilsyneladende ingen midler udover aldersrenten, og hvad han fik for Nybygaard, og der havde far vel arbejdet mere eller mindre gratis som forpagter.

Det står heller ikke klart for mig, hvordan han klarede personlig hygiejne- men det er nok rigtigt, at den sidste tid måtte far hjælpe ham

Han blev jo som bekendt indlagt på det daværende Finsens Institut - fik konstateret kræft og døde derover. Far rejste med ham derover. Vores kusine Elna har fortalt, at far og onkel Anthon var ude at spise hos tante Alice og onkel Ove, inden indlæggelsen.

Han ligger jo begravet i Aakirkeby. Kirsten og jeg var med til begravelsen En oplevelse der stadig

står tydeligt i vores erindring. Jeg har talt med Kirsten derom. Jeg husker ganske tydeligt, jeg stod - vistnok med Kirsten i hånden - og så kisten blive sænket i graven. . 

På ingen måde nogen uhyggelig oplevelse, men alligevel en oplevelse, der sætter en 7 årig drengs hjerneceller i kredsløb om livets uundgåelige cyklus.

Jeg beklager at jeg ikke har noget mere konkret at bidrage med, men som du selv skriver var han jo tilsyneladende ikke særlig meddelsom, og af det jeg har fået at vide, må jeg konstatere at det meste fortoner sig i fortidens tåger.

 

I ’Klippeøen’ for december 2005 var der et interessant barndomsminde skrevet af en gammel Aakirkebybo Oskar Gaalaas Hansen, hvori omtales ’Kjøller frå Nybygårinj’

Hvorfor Warren? Jeg har ofte spekuleret på, hvad der var grunden til, at Anthon drog til Warren i Pennsylvania. Fornylig fandet jeg nedenstående på en hjemmeside for Historisk Samfund Bornholm, som jo nok giver en hel del af forklaringen, for her var både landbrug og industri (formentlig incl. kulminer) og mange bornholmere (incl. sikkert nogle af hans egen familie):

 

Bornholmske kolonier i USA
Med "bornholmske kolonier" skal forstås områder i USA, hvor der er en væsentlig overrepræsentation af bornholmske indvandrere i forhold til andre danske. Områderne er fundet ved at udskille alle amerikanske stednavne, hvortil mere end 19 bornholmere rejser, og samtidigt forlange, at der her skal være flere bornholmere end de 3,1%, den bornholmske udvandring totalt udgør af den samlede danske. Det giver følgende "bornholmerkolonier" i USA: se tabel

Samtidigt er det tydeligt, at der er tale om to hovedkoncentrationer. En i det nordvestlige Pennsylvania og det sydvestlige New York og en i et område sydvest for Chicago i Illinois. Hertil kommer mindre koncentrationsområder i lowa, Kansas, Nevada og Californien.

 

Steder mere 19 bornholmere havde som bestemmelsessted og hvor de udgjorde mere end 3,1 % af de danske udvandere

Bestemmelsessted

Bornholmere

% af danske

Warren, Pennsylvania

248

44,4 %

Jamestown, New York

217

85,8 %

La Salle, Illinois

165

74,7 %

Peru, Illinois

86

81,1 %

Pontiac, Illinois

79

77,5 %

Sacramento, California

56

35,4 %

Modesto, California

44

83,0 %

Piper City, Pennsylvania

32

88,9 %

Corry, Pennsylvania

31

19,5 %

Portland, Oregon

31

13,7 %

Reno, Nevada

25

55,3 %

Anita, Iowa

21

55,3 %

Manhattan, Kansas

20

76,9 %

1.Jamestown-Warren området (New York og Pennsylvania)
Det lokalområde i USA, hvortil næsten hver femte bornholmer løste billet, består af et cirkelformet område med Warren i det nordøstlige Pennsylvania som midtpunkt og en radius på ca. 60-70 km., der strækker sig ind i staten New York. Nærmere bestemt drejer det sig om Warren County med bornholmske bosættelser i byerne Warren, Barnes, Claredon, Irvinetown og Sheffield. Dele af Erie og Crawford Counties i Pennsylvania og Chautauqua County i staten New York, der ligger nærmest vest og nord for Warren. For Erie County i byerne Corry og Union City; i Crawford County Titusville, samt i Chautauqua først og fremmest hovedbyen Jamestown, men desuden Dunkirk, Dayton og Frewsburg.

De bornholmske indvandrere i dette område udgjorde 55% af samtlige 937 danske indvandrere. Herefter kom nordjyderne, der udgjorde 30%, mens indvandrere fra alle andre dele af Danmark kun udgjorde 15%. Medtager vi imidlertid de 6% af den samlede svenske udvandring, der optræder i den danske udvandrerdatabase (først og fremmest udvandrere fra Skåne), skal der tillægges yderligere 365 indvandrere. Og der var sikkert flere svenskere, for allerede i 1882 er der en svensk kirke i Warren.

Warren ligger i en "Smuk, sund Egn, et Dalstrøg gennemstrømmet af en Flod" med Udsigt til skønne, skovbevoksede Bjerge" skrev den bornholmske vækkelsespræst P.C.Trandberg, da han i sommeren 1882 rejste til stedet for at sørge for sine landsmænds åndelige sundhed. Floden er Allegheny-floden og bjergene af samme navn. "Egnens rige Petroleumskilder ", fortsatte han, "har givet anledning til megen Fabriksdrift,- og Folkenes Travlhed har givet anledning til Mundheldet. Time is money. Egentlig ville pastor Trandberg gerne have haft kald som præst i dette centrum for bomholmske indvandrere, men måtte - efter et mislykket vikariat i den svenske kirke i Warren og forsøg på at blive kaldt til præst i den endnu stærkere bornholmerkoloni i Jamestown, New York - opgive. I november 1882 rejste han videre til Chicago med uforrettet sag. Det kan muligvis have været Trandbergs fejl, for få år efter får dette netværk af danske indvandrere en dansk evangelisk-luthersk kirke i Warren.

Mens der ofte er særlige tidsrum, hvor udvandringen fra et bestemt område i Danmark til et bestemt område i USA er særlig intensiv, var udvandringen fra Bornholm til Warren-Jamestown-området jævnt fordelt over hele perioden 1868-1904. Det skyldtes, at målet var et industriområde i jævn vækst og ikke de konjunkturbestemte landbrugsområder, andre danske udvandrere søgte. Området kunne i øvrigt let nås. Warren ligger i et kryds mellem de to hovedbaner i det nordøstlige USA - Pennsylvania RR fra Penn Station i New York - og New York Central RR fra Grand Central Station i New York. Herfra udgik et tæt net af sidebaner til alle de bosættelser, der er nævnt i området. Set i sammenhæng med den almindelige danske udvandring, der i så høj grad var præget af udvandring til landbrugsområder, er det ret unikt, at målet var et industriområde. Det var da heller ikke tilfældet for de Øvrige bornholmske bebyggelseskoncentrationer i USA.

Billeder

Tilbage til Kjøller-familien

Oversigt