Onkel Jeppe

Flg. artikel stod i "Østbornholm" onsdag d. 31 marts 1982:

Kommer Jeppe ikke snart?

Gennem mere end det, der almindeligvis kaldes en menneskealder har de fleste mennesker på Østbornholm haft kontakt med Gornitzkas Bogtrykkeri i Nexø. Ikke på grund af almindeligt bogtryksarbejde, men gennem det ugentlig blad "Østbornholm", der dumper ind gennem brevsprækken en fast dag om ugen. Et ugeblad og annoncetidende for søndre og østre herreder, der kører på 69.år. Alle kender det, og alle savner det , når det en sjælden gang udebliver.

I Svaneke var det gennem mange år Jeppe Mogensen, der var bladets distributør. Jeppe Mogensen var født i Svaneke mandag den 12. juli 1880, hvor forældrene, fisker Christian Mogensen og hustru Hansine Jørgine født Due, boede i Henrik Hansens Gade 5. Et hus, der var bygget til Christian Mogensen af den kendte skibsbygger Henrik Hansen, som gaden da også er opkaldt efter. I dette hus boede Jeppe Mogensen indtil sin død den 21. december 1948. Han blev begravet tirsdag den 28. december på ugedagen for hans dødsfald , og det var pastor Aage Poulsen, der forrettede jordpåkastelsen.

Jeppe Mogensen fik en skæbne, han nok kunne have været foruden. Han blev i sine unge dage ramt af den frygtede sygdom polio og blev efter denne lam i venstre arm foruden at han kom til at trække på det ene ben. Han var boglig dygtig og havde taget præliminæreksamen fra Nexø Seminarium. Skønt handicappet med den lamme arm og det dårlige ben, havde han et aldrig svigtende humør, og hans omsorg for børn var altid tilstede.

Blandt de mange gøremål, Jeppe Mogensen havde, var der et han aldrig svigtede. Det var som retsvidne, når der var brug for det. Så sent som i 1945, da evakueringen af de bornholmske byer var trådt i kraft, mødte Jeppe Mogensen ved rådhuset for at være klar, når dommeren kom tilstede. Selv betegnede Jeppe Mogensen sig som kontorist, og det hidrørte sig fra hans arbejde på byfogedkontoret og den hjælp, han ydede politibetjent Kuhre. Sidstnævnte var ikke god til at føre pennen, hvilket Jeppe Mogensen var.

Et tabtgået kapitel i småbyernes "kulturelle" stade er udsendelsen af den årlige skatte- og adresseliste. Denne liste, der skabte forundring og glæde, skadefryd og forargelse blandt byens borgere, forestod Jeppe Mogensen. Han havde i den forbindelse et godt kendskab til mange af byens skatteydere, idet han skrev mange selvangivelser. Så mange, at hele januar måned var besat med dette arbejde. Men selvom Jeppe Mogensen fik et godt kendskab til selvangivelserne, omtalt han aldrig noget før skattelisten var på gaden. Han tjente da også en lille skilling på det store arbejde.

Var Jeppe Mogensen selv dårligt gående og uden mulighed for at bruge den ene arm, hindrede dette ikke, at han blev årsag til et menneskes redning fra druknedøden. Det gik for sig på følgende måde:

Efter et bestyrelsesmøde i Svaneke Bank skulle et af bestyrelsesmedlemmerne, bådebygger Chr. Hansen, der var omkring 70 år gammel, da Jeppe Mogensen blev hans redningsmand, begive sig til sin bopæl. Han tog fejl bestik af gaden og endt hængende i et fortøjningsreb til et skib, der lå i havnen. Hvor længe han hængte der, fortæller min hjemmelsmand ikke, men ilde var det gået, om ikke Jeppe Mogensen havde passeret havnen og fået hjulpet bådebyggeren på det tørre igen.

Med fritidsinteresser var det sparsomt for Jeppe Mogensen; dertil havde han for travlt med at hjælpe andre mennesker, men at samle frimærker blev der tid til.

Når "Østbornholm" skulle deles ud, var mange utålmodige på at få det at se, og så hed det:

"Kommer Jeppe ikke snart? "."Jo nu kommer han" lød det, når Jeppe var at se på gaden. Jeppe selv snakkede uafbrudt med sig selv og oftest lød det: "Ded e Jeppe, ded e Jeppe, ded e bara Jeppe", når han kom indenfor porten i mit barndomshjem, og så vidste vi, at "Østbornholm" var på vej. Hans påklædning var altid den samme: mørke holmensbukser - en jakke og en grå filthat, og det var ligesom cigaren hørte med også. Den sad og vippede i munden på ham til hans enetale. Børnene hjalp Jeppe med uddelingen af "Østbornholmeren" og belønningen herfor var bolcher, som Jeppe Mogensen købte enten hos Holst eller i "Smørforsyningen" i Storegade.

Barndomsmindet om "Østbornholmeren" fra Gornitzkas Bogtrykkeri i Nexø er uløseligt knyttet til Jeppe Mogensen. Et menneske, hvem skæbnen havde været unådig, men som aldrig mistede sit gode humør.

Svaneke, den 31. marts 1982

Aage Due Larsen

Jeg kan selv tilføje, at jeg var med til - sammen med bedstefar og flere af mine onkler - at bære "Onkel Jeppe" ud fra hans hus til Svaneke kirke, da han skulle begraves. I den anledning havde jeg lånt en hat af onkel Sigvald for at være lidt standsmæssig. Jeg kan endnu se ham for mig liggende på sit dødsleje (det var vist første gang, jeg så et dødt menneske). Huset var ikke særlig stort og så noget forfaldent ud.Bl. a. var tapetet faldet af flere steder, og der lugtede jo også noget indelukket og af død.

Billeder 

Tilbage til Bestemoersa familija

Oversigt