ANDERSEN John direktør; f. 7/2 1932 i Svaneke; søn af avlsbruger

Carl Gustav Andersen og hustru Paula f. Andersen; gift 9/6 1957 m.

Kirsten A., f. 28/6 1935 i Kbh., datter af buntmagermester William

Jensen og hustru Elisabeth f. Stephan.

Udlært i Danske Mejeriers Andels Smøreksportforening Danish

Dairies 1951; videreuddannelse i Milch- Fett- und Eier-Kontor GmbH,

Hamburg 1952 og hos Lovell & Christmas, Manchester 1953; ansat i

Nørrejydsk Smøreksportforening 1956, forretningsfører 1958; direktør

for Danish Dairies fra 1961 indtil sammenslutn. af denne og de øvrige 8

andelssmøreksportforeninger i Smøreksportforeningernes Fællessalg,

Andelssmør, 1965; till. fra 1962 direktør for Desam Packing Corporation

(1965-80 varetagende Andelssmørs oversøiske salg); direktør for Contact

Speed ApS 1976-83; markedschef i Andelssmør 1980-88, i MD Foods amba

1988-94. Korrespondenteks. I spansk fra Handelshøjskolen 1973.

Medlem af bestyrelsen for FSD 1961-75 og for Ejendoms A/S matr. nr.

866 fra 1961, formand 1973-90.

Johns 50-års skolejubilæum 1998

afholdt på Brunsgaard, Nylars. Bagerst fra venstre: Arne Koefoed, Ib Tylvad Andersen,

Børge Brandt Madsen. Næste række: John Andersen, Poul Kjøller, Carl Otto Koefoed,

Foran dem: Gunver Marcher, Bodil Nielsen, Anne Lise Hansen, Gurli Kure, og forrest:

Betty Thorn og Kirsten Boss

oo0oo

Johns 60-års skolejubilæum 2008

blev afholdt den 6.6.2008 hos Anette og Carl Otto på Sorteengevejen 7 I Nylars, hvor vi var samlet 11 skolekammerater, idet Karen Price, Ib Tylvad Andersen og Ole Larsen havde måttet sende afbud. Af de oprindelige 17 er 3 døde, nemlig Niels Otto Bendtsen, Tormod Olsen og Anne Marie Nielsen. Vi, der var til stede, havde en dejlig eftermiddag sammen, hvortil jeg havde lavet nedenstående lille fællessang:

Gamla toza, gamla tossa å gamla skobbatrau

 

Ajle               1:

Gamla skola –(på) Svortaængen sju

gamla skola –() Svortaængen sju

                      samlad e vi nu

                      samlad e vi nu

vi sajer tak te vært å fru

 

Ajle:             2

Sjønga vil vi nu enj liding sång

ja, nu sjynger vi enj liding sång

                      denj e nu inte lång

                      denj e nu inte lång

så horra sæt nu denj i gång

 

Horrana:     3

Gamla toza, læver du inu,

gamla toza, læver du inu,

           læver du inu,

           læver du inu?

En to, tre, fire, fem sæks, sju!

 

Piblana:      4

Gamla tossa, det gjorr du ju au.

Men e du ble’d et skobbatrau

 (eller) kanj vi ha’ lid sjov?

            bara lava sjov

Hves du kanj, så ‘Go’ sje’ lov!’

 

Horrana:     5

Ja mijn sjæl, det gjorr ja ju’

- å kansje lide gran inu -

          å sjov? – jo lid inu

          kansje enj hæjlu mer

hves a gott jâ maj nu betér

 

 

 

 

Horrana:     6

Gamla paia, hves a du har tid

Mon a vi kanj fæggjes lid?

        Så spo daj nu

        Ja, spo dai nu

En, to, tre, fire, fem, sæks, sju!

 

Piblana:      7

Naj, hør nu hær, dit gamla skrov,

mon bara du e rajti klog

(i)        øst, vest, norr å syd –

(ja ska’ ju) passa på min dyd

denj jo e min storsta pryd

 

Horrana:     8

Bångebojsa, lokk nu iven te

Å så tæller vi – en å to å tre

        så la’ vos nu se

        a’ I vil læja me’

når nu enj kram vi jer vil gje

 

Piblanla:     9

Så kom så hær, dit gamla drøs

Så kom så hær, dit gamla drøs

        jâ e inged pjøs

        jâ e inged pjøs

nu gjer jâ daj enj rajti tjøs

 

Horrana:     10

Nætta pibla, det va bara bra

så nu synes – nue – alse jâ

        ja, nu synes jâ

        jo, nu synes jâ

 sista versed om  ijæn vi ta’

 

Piblana:      11

Så kom så hær, dit gamla drøs

Horrana:

Så kom så hær, dit lijla pjøs

Ajle: Nu du får enj tjøs

        rav’ så hojt hurra

å minjes vora ungdomsdâ

 

 

Det dummeste jeg har lavet i min barndom:

Efter befrielsen i 1945 lå russerne bl.a. ved Lilleborg i Almindingen. Det var naturligvis spændende, så det måtte min legekammerat Poul Anker Pedersen (søn af William Pedersen, Nybyvej 53) og jeg naturligvis ind og kigge på. Vi cyklede derfor ind til Kongemindet, men kunne ikke komme ret nær på russerne, så i stedet for steg vi op i Kongemindet. Lige ved siden af lå den ca. 65 m. radiomast kaldet Tyskertårnet. Der var ingen afspærring, så det var alt for fristende, og vi besluttede at kravle lidt op i det. Det var bygget af sammenboltede vinkelljern med stigetrin inden i den ca. 50 x 50 cm tykke - men ellers åbne - mast.

Det var flot solskinsvejr og en let brise, og vi kravlede lidt op - lige så højt som Kongemindet - sundede os lidt - kravlede så endnu højere op. Vi følte os ikke særlig bange, for man kunne ikke falde mellem tremmerne, men vi holdt selvfølgelig godt fast - og kravlede så endnu højere op. Vi må have vænnet os til højden, for vi tog mod til os og kravlede endnu højere op. Til sidst var vi så højt oppe, at vi overvandt vore betænkeligheder og klatrede helt op på den øverste træplatform på toppen af tårnet. Det blæste jo lidt mere deroppe, så det varede noget, inden vi kravlede ud på platformen for at nyde udsigten. Men vi holdt os nu godt inde til midten af tårnet, for det viste sig, at det rækværk, der var sat op omkring platformen var slået i stykker (formentlig ved, at noget af radioudstyret var blevet brudt ned og smidt ned på jorden. Alt i alt varede det ikke længe, før vi meget forsigtigt klatrede ned af de første trin inden i tårnet igen, og jeg skal love for, at vi fortsat holdt godt fast og tog hvert eneste trin ned med største forsigtighed. Gud ske lov kom vi helskindet ned igen, men jeg må indrømme, at hver gang jeg tænker på det, må jeg erkende, at det nok var det dummeste, vi nogensinde havde fundet på.

Men heldet følger jo ofte de tossede!

ooOoo

 

I mine gemmer har jeg fundet et brev til Bestefâr og Bestemor fra min ungdom:

København, den 2. september, 1951

Kære bedstefar og bedstemor!

Da jeg kan tænke mig, at I muligvis kunne have glæde af at høre lidt om min sommerferie,

vil jeg her prøve at lave en lille beretning om den. For at få det hele med tænker jeg, at det er bedst at begynde med begyndelsen, skønt jeg ved ikke rigtig, hvor den er.

Man kan i og for sig godt sige, at spiren til planerne for denne sommerferie blev lagt allerede sidste år, da jeg ved den dejlige sommerferietur, jeg dengang havde, så at sige fik blod på tanden til at komme noget mere ud at rejse. Altså begyndte jeg så småt at spare lidt til det formål og da foråret kom,

indså jeg, at hvis jeg vilde have en rigtig god tur ud af det, måtte jeg tjene lidt ekstra. Dette havde jeg imidlertid ret let ved, for jeg havde jo erfaringen fra sidste år med morgenmælk.

Da denne side af sagen er den mest kedelige, vil jeg straks springe over i selve forberedelserne til rejsen. Det er jo sådan, at i vore moderne tider kan man ikke sådan uden videre bare ”ta' randslen på ryggen og staven i hånd"; nej, man må skam pænt begynde den trælse vandring gennem diverse kontorer for at få de nødvendige tilladelser for gennemrejse og ophold i de forskellige lande, man agter at besøge. Imidlertid slap jeg nogenlunde let igennem alt dette og fik købt billetter o.s.v.

Endelig oprandt da også dagen for min afrejse. Kl. 9.35 om morgenen den 10. August stod jeg på perronen på hovedbanegården og "Nordexpressen" rullede ind. Det var et tog på en tyve vogne, som alle var fuldt optaget, og i min kupe var der foruden mig seks belgiske studenter, der netop

var kommet fra Norge. endvidere en dansk dame med sin lille dreng og endelig et nygift norsk ægtepar. Det varede ikke længe, før så lød fløjten og "damphesten" slap sine vældige kræfter løs. Nu var rejsen begyndt. Jeg havde fået mine billetter ordnet igennem De Danske Statsbaners rejsebureau, hvor jeg kender Andreas Nygaard, som jo er gammel Aakirkebybo(søn af snedkermester Nygaard), han havde ordnet det sådan, at jeg havde fået en vinduesplads, og det var jeg meget glad for.

Turen over Sjælland gik ret hurt1gt og uden standsninger så vi var i Korsør allerede ved 11-tiden. Det blæste noget på Storebælt så vi blev en lille halv time forsinket på vejen over. Så snart færgen

"Sjælland” havde landsat os i Nyborg, kørte expressen straks videre med Fredericia som førte mål.

Ombord på færgen brugte de fleste af os tiden til at spise og få en kop kaffe, jeg nåede også at få skrevet et kort til far og mor, men der var imidlertid ikke nogen postkasse ombord, så jeg måtte i huj og hast ekspedere det i Fredericia, hvor toget gjorde et ophold på små fem minutter. Da vi havde rangeret der, kørte vi videre sydpå og nåede Padborg ved 5-tiden; undervejs havde vi fået stemplet vore pas af den danske paskontrol og i Padborg måtte vi vente et stykke tid på et modgående tog, men snart efter var vi på vej ud af Danmark.

Vi kunne ikke se noget til selve grænsen fra toget, men de danske vejskilte var blevet afløst af de gule tyske. I Flensburg kunne vi for alvor se, at nu var vi i Tyskland, for her var jeg ved at tro, at det var den forhenværende tyske værnemagt, der stod på perronen, men det var heldigvis kun den tyske paskontrol iklædt grønne uniformer, der havde en slående lighed med soldateruniformer.  Efter at paskontrollen var kommet op i toget, kørte vi videre, og pludselig så vi, at vi kørte op på en høj bro, som viste sig at føre over Kielerkanalen ved Rendsburg. Broen var ganske imponerende, men dog ikke så imponerende som Lillebæltsbroen.  Derefter fortsatte toget med virkelig exprestogsfart mod Hamburg, som vi nåede ved 9-tlden. Her fik man for første gang et indtryk af hvilke rædsler, denne by har måttet gennemgå under krigen, og det skønt det var ved at blive mørkt, og man ikke kunne se ret meget andet end stationen og dens nærmeste omgivelser. At der er liv i byen. Kan man dog let se af de strålende neonreklamer. Efter at have efterladt enkelte passagerer og fået en hel del tyske passagerer med, kørte vi over Elben ad en stor bro og fortsatte sydpå med Bremen som første mål. Jeg må lige indskyde, at man, hvls man ellers havde tyske penge, kunne man købe bananer og andre rare sager til skyhøje priser på stationen. Medens toget for videre, var det efterhånden på den tid da man godt kunne tænke sig at få lidt søvn i øjnene, men det var ikke let, når toget raser at sted med små 100 km's fart. For de fleste af os tror jeg nok, det lykkedes at få et par timers søvn trods alt. Ved 4-5 tiden om morgenen var vi nået til Köln, der ligger lige ved Rhinen, Fra broen over denne flod så vi omridset af Kölnerdomen, der ligger lige opad stationen. Det er for øvrigt ikke så mærkeligt, at domkirken også har lidt skade ved bombardementerne for banegården så ikke godt ud. Fælles for alle tyske banegårde er nemlig, at der ikke er glas i tagene, hvis der da ellers er noget tag tilbage. I Aachen, der er sidste station inden den belgiske grænse delte expressen, idet den ene del kører videre til Paris og vi fortsatte til Bruxelles. Fra Aachen gik jernbanen ret stejlt opad til den belgiske grænse og det var den første virkelige forandring i landskabet vi kunne se. Tyskland lignede for det meste Danmark; dog var der naturligvis en hel del flere rygende skorstene i Tyskland. De belgiske studenter, som jeg talt lidt med undervejs, var naturligvis glade over at være hjemme igen, og det var en værre komedie at se på, når de talte sammen for det foregik for en stor del ved hjælp af hænderne. Efter at have kørt et par timers tid gennem det meget bakkede Belgien nåede vi Bruxelles ved 8-tiden d. v. s. ca. en time forsinkede. Det var dejligt igen at komme ud af toget efter at have siddet i det i 23 timer og det første, jeg gjorde, var at køre igennem byen til den anden banegård med mine kufferter og stille dem i garderobe der. Da jeg havde gjort det, skyndte jeg mig straks hen til den nærmeste kiosk og købte fire bananer, for her var de nemlig billige. Derefter begyndte jeg at spadsere igennem byen og var samtidig på udkig efter turistbureau for at se, om der ikke skulle være arrangeret en bustur rundt i byen til de kendteste steder. Jeg kom imidlertid for sent til denne tur og gjorde i stedet for byen til fods, hvilket jeg sikkert fik noget mere ud af. For eksempel dumpede jeg ind ad en sidegade og kom ud på en markedsplads, og her kan det nok være, det gik livligt til. Sælgerne skreg og gestikulerede for at sælge deres grøntsager og fjerkræ. I øvrigt er det en fantastisk lydudfoldelse, der finder sted i Bruxelles, bilerne, der i parentes bemærket for det meste er de sidste nye modeller tuder ustandseligt, medens de kører igennem gaderne og det gælder om at flytte sig for de kører stærkt.

Belgien gør indtryk af at være et rigt land. hvilket sikkert skyldes kolonier som Belgisk Congo o. s.v.

I løbet at dagen nåede jeg at få set de fleste kendte steder og flere af turister mindre kendte.

Den mest berømte seværdighed er sikkert den lille Manneken Pis, det mest imponerende er dog Justitspaladset som ligger på et af byens højeste punkter. Man kunne kun få adgang til en del af det, da der var reparationsarbejder i gang; jeg blev fortalt, at man havde repareret på det i fem år,

og man blev først færdig om et par år. Det mest imponerende ved det, er den kolossalt høje midterhal, hvis loft ligger ca. 15 meter over gulvet. Loftet er båret af slanke hvide søjler. På min tur igennem byen så jeg rnindesmærket for den ukendte soldat, kongeslottet og den tilhørende park. Endvidere

så jeg et såkaldt loppetorv, hvor alt muligt ragelse bliver solgt. Det man også lægger mærke til, er at landet har to sprog, nemlig flamsk og fransk, gadenavne o.s.v. bliver skrevet på to sprog. Jeg spiste min middagsmad på en ganske lille restaurant og drak senere en ganske god kop kaffe på en fortovskafe. Kaffen bliver serveret således, at man først må vente på, at den bliver filtreret gennem en ganske tæt si, og den får en ganske god aroma derved. Hen ad aften var jeg efterhånden noget træt i benene, men jeg skulle jo også fortsætte til Paris. Banegården, hvor toget gik fra, er ganske ny og meget flot med en masse rullende trapper. Turen til Paris varede i alt 4 timer, og vi nåede dertil ved 11-tiden om aftenen. Heldigvis lå det hotel, jeg skulle bo på ganske nær ved Gare du Nord, og jeg fandt det hurtigt. I forhold til prisen var det et pænt hotel med varmt og koldt vand på værelset og telefon, hvis jeg skulle finde på bruge den. Jeg var naturligvis næppe kommet i seng, førend jeg sov som en sten, og jeg vågnede ikke før ved 9-tiden næste morgen.

 

Efter at have fået en kop kaffe begav jeg mig ud på en længere spadseretur ad Rue Lafayette, der er

 

en udpræget forretningsgade ned til Operapladsen med den berømte Café de la Paix, hvor man siger,

 

at alle nationer mødes, og det kan der nu nok være noget om. Fra Operapladsen gik turen videre ned

 

over Vendomepladsen til Paris’ smukkeste plads nemlig Place Concorde. Den er omgivet af statuer

 

og midt på pladsen står Obelisken. Fra Concordepladsen, hvor jeg forøvrigt for første gang blev

 

tilbudt de noksom bekendte ”postkort”; det blev ikke sidste gang, fortsatte jeg over Concordebroen

 

langs Quai d’Orsay til Eiffeltårnet.

 

Denne turistseværdighed af første rang var ikke billig at komme op i; det kostede 6 kr. for at køre op

 

med elevatorer helt op til toppen, men det var det også værd, for man har en enestående udsigt  

 

heroppe fra. På et så kendt kan man næsten ikke undgå at møde landsmænd, og jeg mødte da også

 

nogle danskere, som tog et par billeder af mig deroppe.

Fra Eiffeltårnet fortsatte jeg over Marsmarken til Hôtel des Invalides (Invalidekirken), hvor Napoleon's

og hans families grave er. Derfra. videre ad Alexander III's bro forbi Grand og Petit Palais op til Paris’

vel nok kendteste gade Champs Elysees. Denne boulevard er meget lang og med sit alléagtige præg

meget smuk. Den fører op. til Triumfbuen på Étoile-Pladsen. Étoile betyder stjerne og man kan let se

hvorfor den har fået det navn for fra den spreder e brede boulevarder sig stjerneformlgt ud. Under

Triumfbuen findes den ukendte soldats grav med den evigt brændende flamme. Ved hjælp af elevatorer kan man komme op oven på Triumfbuen og kan herfra rigtigt få et indtryk af, hvordan boulevarderne spreder sig ud. Da jeg havde set Triumfbuen, tog jeg med metroen hjem til mit hotel hvor jeg spiste noget af den mad, jeg havde haft med hjemmefra. Ved 7-tiden begav jeg mig igen trods mine lidt trætte ben af' sted, denne gang til Montmartre, som ikke ligger så langt fra hotellet, hvor jeg boede. Dette er Paris' forlystelsescentrum, men det er lagt an på valutastærke turister, hvorfor jeg nøjedes med at se på folkelivet der og så gå i biografen. Det viste det sig nu, .at jeg var meget heldig, for jeg dumpede uden at jeg havde nogen anelse derom ind i Paris’ største biografteater. Billetten var noget dyrere end herhjemme, men til gengæld viste det sig, at man kunne blive siddende så længe man ville. Jeg sad der fra klokken halv ni til halvtolv og så to film og en optræden af nogle komikere samt et godt orkester ind imellem. Jeg regner med at teatret kan tage små 4000 tilskuere, og det er noget mere, end man er vant til fra København. Efter forestillingen gik jeg tilbage over Place Pigalle forbi Moulin Rouge og nu var det. som om der først rigtig var kommet liv i folk. Restauranterne var for fleres vedkommende uden mur ud til gaden så vi forbipasserende kunne stille 08 op og lytte til musikken og synge med på fællessangene. Jeg må sige, at særlig en sanger var meget populær, og det kan nok være, at han kunne få folk til at synge med.

Om mandagen satte jeg straks kursen mod en af vore kunders kontor, for jeg skulle jo også gerne lære lidt undervejs. . Her var en ung nordmand ansat og vi en lille sludder, hvorefter jeg kørte ud tor at se et stort smørpakkeri.  Her kunne direktøren til alt held tale ret godt engelsk, og han viste mig rundt og forklarede tingene. Bagefter inviterede han mig til at spise til middag sammen med ham. Jeg sagde ja tak og vi kørte så til Eiffeltårnet. Hvor der er meget fin restaurant på første etage.  Her var vi ved  12-tiden og vi var ikke færdig med middagen før ved 3-tiden, og det var vel nok "mad for Monas”. Først en aperitif, derefter kogt laks, kylling, og som dessert en specialitet fra restauranten nemlig "varm is" d.v.s. is indeni varme piskede æggehvider, til sidst kaffe med et glas cognac af en flaske så stor, som jeg aldrig har set den før. Den kunne tage 5 liter.

Da vi havde fået spist os igennem det hele, kørte han mig ind til Notre-Dame, som jeg gik op på toppen af. Notre-Dame kirken ligger på en ø i Seinen og er Paris' ældste del. Bagefter gik jeg til Panthéon-kirken, der er en anden af Paris’ berømte og særprægede kirker. Da jeg kom ud begyndte det at øsregne, så jeg måtte hurtigst muligt søge ly under den nærmeste markise.

 

Medens jeg stod der, hørte jeg nogen tale dansk lige bag ved mig. Det viste sig at være to

Danske studiner og vi talte naturligvis sammen og da det stadig blev ved med at regne, spiste vi

Aftensmad. Sammen på en nærliggende café og her kom en anden dansker dumpende ind, som

kendte den ene af de to piger hvilket resulterede i, at han inviterede os til at køre med ham i hans nye bil

rundt i byen. Vi fik således lidt af en aften ud af det. Undervejs mødte vi for resten flere danskere så

man kan godt sige, at man hører lige så meget dansk og svensk som fransk.

Næste dags morgen var jeg meget tidligt oppe for jeg skulle nemlig ned i Hallerne hvorfra hele Paris

bliver forsynet med levnedsmidler. Hvad man her ser af markedsliv, slår alt hvad jeg så i Bruxelles,

det er som at komme ind i en summende bikube og folk sværmer omkring belæssede med

alle mulige fødevarer. Naturligvis er det mest salg fra grossister til detailhandlere, der finder sted,

men også mange andre folk gør deres indkøb her. Ved 8-9 tiden er markedet ved at ebbe ud, og jeg

tog med toget ud til Versailles, der ligger noget udenfor Paris. Dette kolossale lystslot bygget af de franske konger (Ludvig d. XIV o.s.v.) gør ved sine mange tønder land store park med de smukke havepartier et uforglemmeligt indtryk. Jeg gik rundt park i fire timer for blot at se det vigtigste af

den nemlig Marie Antoinettes haveslotte Grand Trianon og Petit Trianon og kongens udendørs danseestrade og de kunstigt anlagte søer og mange andre partier af parken. Jeg mødte under min tur en unge franskmand fra Sydfrankrig og vi tog fotografier at hverandre og gik og sludrede sammen.

Ved 1-tiden måtte jeg igen tilbage til Paris, for jeg havde aftalt med de to danske studiner at vi skulle gå i byen og handle lidt, som jeg kunne have med hjem, såsom et tørklæde til mor og en flaske med noget godt til far og lidt chokolade til drengene. Da vi havde handlet, skiltes vi og jeg forsøgte at få en billet til Folies Bergeres, hvilket imidlertid ikke lykkedes, hvorfor jeg om aftenen gik op til Sacre Coeur kirken, der ligger så højt, at man har indrettet en slags elevator op til den.

Den næste morgen kørte mit tog til London. Jeg kom desværre med et forkert tog nemlig et første og anden klasses tog,  hvorimod jeg kun havde billet til III kl. Det resulterede i, at jeg måtte betale lidt ekstra, men til gengæld kom jeg til London tre timer, før end jeg havde regnet med. Ude ved kysten i Nordf'rankr1g kunne man se, at her var blevet kæmpet, for der var flere krigergrave og kirkegårde. I Calais var jeg så uheldig at vælte min ene kuffert, og jeg smadrede en flaske cognac, som jeg havde købt i Paris. Som et held i uheldet havde jeg kun snavset tøj i den kuffert, så jeg fik hurtigt hældt skår og det hele ud. Jeg var naturligvis galant og hjalp en ung fransk dame med hendes fire kufferter, og dermed havde jeg rejseselskab resten af vejen til London. Båden der satte os over fra Calais til Folkestone var så ren pæn, at jeg ikke rigtig kunne forstå det, før jeg læste i en avis, at den var helt ny og det var første dag, den sejlede. I løbet af en times tid nåede vi den engelske kyst og kom let igennem toldkontrollen, hvorpå vi satte os op i det ventende tog, der førte os til London på to timer. Klokken var henad  5 og jeg fandt hurtigt et tog, der førte mig til Greenwich, hvor jeg skulle bo hos

nogle bekendte til en af mine kollegaer.


Jeg blev vældig godt modtaget af fruen i huset, og vi prøvede straks at standse hendes mand i at tage ind til stationen direkte fra hans kontor for at tage imod mig, men det lykkedes ikke at få. fat i ham, hvorfor han tørst kom hjem et par timer senere og blev meget forbavset over at se, at jeg allerede var ankommet, I mellemtiden fik jeg imidlertid pakket det af cognac gennemvædede tøj ud og fik det vasket, og jeg fik besked på bare at lade som hjemme. Jeg kunne spille på radio, når jeg havde lyst, og hvis jeg ville have et bad, kunne jeg bare sige til. Det sidste tog jeg imod med glæde og jeg skal love for, at det friskede op på en. Aftenen fik vi til gå med at snakke om mine oplevelser o.s.v.

Næste dag stod jeg op og så til min behagelige overraskelse, at der var serveret morgenmad for mig, og efter at den var fortæret, begav jeg mig af sted for at udforske Verdens største by. Desværre må jeg sige, at tre dage slår hverken til her eller der, når man skal se alt at interesse, så jeg måtte derfor samle

mig et udvalg af det, jeg allermest ønskede at se, før jeg satte mig op i bussen. Det er også af stor betydning, at man virkelig ved, hvad man vil se, for afstandene er store i London, og det tager tid at komme fra det ene sted til det andet.

Mit første mål var derfor at komme ind i centrum af London eller som det hedder City.

Bussen brugte fra det sted, hvor jeg boede en lille time om at nå ind til Parlamentet, der ligger i City. Jeg stod af ved Westminster Bridge og spurgte straks den nærmeste politibetjent, hvor der var et såkaldt Food-Office; her får man nemlig udleveret sine rationeringsmærker og dem man endelig ikke glemme at hente for englænderne er jo kolossalt hårdt spændt for med fødevarer. Efter at have fundet kontoret og fået mærkerne gik jeg op til den mest bekendte af Londons store parker Hyde Park, ved Hyde Park Corner findes det engelske rnindesmærke for de soldater, der er faldet i Verdenskrigene,

d.v.s. der findes faktisk et mindesmærke i hver by. Jeg fulgte Serpentine-søen igennem parken og kom

ud til en ar Londons hovedfærdselsårer Bayswater Road, der er en fortsættelse af Oxford Street, der er

den mest befærdede gade, jeg endnu har set. De store to-etagers busser kommer sneglende

efter hverandre med 20 meters mellemrum, og ind imellem er der en masse personvogne og lastvogne

og det er næsten fantastisk, hvordan chaufførerne forstår at sno de store busser igennem. At denne

gade er en af Londons Strøggader ser man også af den mængde reklamer, der på alle husene og i

butikkerne. Således reklamerede et rejsebureau for sine rejser ved fjernsynsudsendelse, og der var

naturligvis en masse mennesker samlet derudenfor. På Oxford Street passerede jeg Marble

Arch og Oxford Circus og nåede gennem Regent Street ned til Piccadilly Circus, der vel nok er et af de

steder pi London, hvor der samles flest udlændinge. Derfra fortsatte turen ned til Trafalgar Square

med Nelson statuen. Pladsen er kendt for den mængde duer, der altid findes der.

 


-8-

Fra Trafalgar Square er der ikke langt til Buckingham Palace. der er det engelske kongepars residens, og jeg lagde derfor min vej der forbi. Efter at have set dette og det kendte V1ctoria-mindesmærke midt foran slottet fortsatte jeg ned til Themsen for at spadsere ad Victoria Embankment,  hvilket er en at Londonere meget yndet spadseretur. Da jeg imidlertid var godt træt, besluttede jeg at tage med en båd videre ned ad Themsen for på den måde hurtigere at nå mit næste mål Sct. Pauls Cathedral. Der viste sig imidlertid, at være lukket på grund af eftermiddagsgudstjeneste, og jeg tog derfor videre til Tower. Her var jeg imidlertid ligeså uheldig, for adgangen for besøgende sluttede kl. 5, og jeg indså derfor, at jeg hellere ville tage hjem for at spise og så se det den næste dag. Forinden jeg tog hjem, gik jeg imidlertid over den ældste og stadig i brug værende af Themsens broer Tower Bridge.

Jeg nåede hjem lige i rette tid til aftensmaden, og da den var sat til livs, gik jeg med Mr. McLeod hen på en "pub", hvilket betyder oversat til dansk en cafe. Den mest yndede forlystelse på disse "pubs" er at kaste med kastepile efter skive, og det kræver en del øvelse, før man kan hamle op med eksperterne. Da vi havde prøvet det et par gange og tabt et par glas øl til modspillerne, blev vi kede af det og gik hjem og gik en tur med fru McLeod i den nærliggende Greenwich Park og så det kendte observatorium. Om Fredagen besluttede jeg mig til straks at køre ind til den store udstilling på South Bank, og det viste sig at være klogt at køre derind fra om formiddagen, for selvom jeg gik rundt derinde hele dagen tror jeg ikke, jeg nåede at se det halve af den. Den omfatter faktisk alt, hvad man kan tænke sig, lige fra specialudstillinger i landbrug, minedrift, industri, sport, skibsfart o.s.v. til udstillinger om astronomi, radioteknik, television, og meteorologi. Jeg kan ikke skildre alt, hvad jeg så der, for det kunne godt komme til at fylde de næste halvtreds sider, for det hele var opbygget på sådan en måde, at enhver kunne forstå det. Om aftenen var jeg så træt, at jeg ikke engang havde lyst til at køre ind til City igen tor at se alle lysene på Themsen og de projektørbelyste bygninger, hvilket ellers siges at skulle være et ualmindeligt interessant syn. Næste dag kørte jeg med en anden bus end den sædvanlige og kom på den måde igennem Londons Eastend og igennem en kilometerlang tunnel under Themsen. Jeg beså i løbet af' formiddagen Tower og de engelske kronjuveler, der opbevares her. Derefter Sot. Pauls og Westminster Abbey, hvor mange engelske konger og statsmænd, deriblandt den for nylig afdøde minister Ernest Bevin ligger begravede. Om eftermiddagen tog jeg med en båd til Battersea Park, hvor der i anledning af' Festival-året er blevet indrettet et forlystelses-centrum i lighed med vor egen dyrehavsbakke. På Themsen blev der på denne dag sejlet et motorbådsvæddeløb og desuden var der en mængde andre opvisninger.  

Jeg prøvede ikke ret mange af forlystelserne, for det kunne jeg jo bare tage Bakken eller i Tivoli derhjemme for at gøre, og på den måde sparede jeg naturligvis noget af min rejsevaluta. Da jeg kom hjem, viste det sig, at naboerne var kommet hjem fra deres ferie, og da mine værtsfolk plejede at komme meget sammen med disse, havde vi en munter aften sammen. Den næste var søndag, og jeg skulle igen videre efter nogle uforglemmelige dage i London. Da jeg kom til banegården, viste det sig, at jeg ikke havde husket at regne med, at der var sommert1d i England, og jeg kom derfor en time for sent til det tog jeg skulle have været med. Da det næste gennemgående tog imidlertid først gik en time efter, blev jeg altså to timer forsinket, og jeg nåede først Newcastle kl. elleve om aftenen, efter en togrejse på seks timer. Da der imidlertid ikke gik nogen busser til Sunderland. på dette sene tidspunkt, indlogerede jeg på et hotel for natten og kørte så den næste morgen til Sunderland for at besøge min penneveninde Jean og hendes forældre der. Dagen gik naturligvis med at opfriske gamle minder og steder fra sidste års sommerferie. Så den næste dag havde jeg faktisk kun en halv dag til min rådighed, men for at udnytte den til det bedste, kørte jeg igen til Sunderland, og derfra tog vi med en bus et lille stykke

nordpå langs kysten, hvor der er et stykke særpræget natur, der for øvrigt minder om Bulbjerg på Jyllands vestkyst. Ved middagstid kørte jeg me4 Jeans far ti! middag i den stedlige Rotary-klub, d. v. s. en klub af handelsfolk, hvor jeg fik en speciel velkomst, fordi jeg var udlænding. Det var meget interessant. At overvære denne blanding af middag og møde, hvor alle byens aktuelle problemer blev drøftet. Efter middagen kørte vi alle ind til Newcastle, hvor damperen "Parkeston” ventede på at

Bringe mig hjem til Danmark igen. Da vi sejlede ned ad Tyne-floden, tænkte jeg ved mig selv bare det var som vi sejlede ind, men nej, nu var ferien faktisk forbi, selvom jeg jo tilbragte par dage ombord undervejs til København. Det værste ved ferien er jo, at den kun alt for hurtigt får ende. Turen over Nordsøen var endog finere end sidste år med solskin og stille vejr hver dag.

Ja, dette var altså beretningen om min sommerferie 1951. Jeg håber, I har fundet den interessant, selvom en del vendinger måske er gået igen nogle gange, men det kan vel ikke undgås, for jeg har skrevet beretningen ad flere gange.

Til sidst sender jeg jer de kærligste hilsner og beder jer bringe dem videre til alle i familien.

J  O  H  N

 

 

Samtidig fandt jeg denne rapport om min volontørtid i Hamburg og Manchester:

 

Rapport over  mit udenlandsophold i tiden fra d.3.juni 1952  til d. 1. februar 1953.

"Man er selv sin egen lykkes smed", siger et gammelt ordsprog, hvis betydning meget hurtigt går op for et ungt menneske, der efter at have forladt skolebænken skal ud for at tjene til sit eget brød.

Anderledes var det da heller ikke for mig, da jeg et kort stykke tid havde været ansat i Danish Dairles. og jeg fandt ud af, at jeg, hvis jeg ville opnå noget, måtte arbejde for at nå et mål. Lykkeligvls fandt jeg stor interesse i mit arbejde, og da jeg påbegyndte den til læretiden knyttede skolegang, så jeg et godt middel deri til at dygtiggøre mig til mit arbejde. Sprogfagene har altid interesseret mig mest, og da sprogkundskaber er en af forudsætningerne for at kunne gøre fyldest i et eksportfirma som Danish Dairles, var jeg særlig glad for på handelsmedhjælperskolen at kunne udvide mit kendskab til tysk og engelsk til også at omfatte handelskorrespondance. Imidlertid når man på handelsmedhjælperskolen ikke at få mere end et grundlæggende kendskab til dette område indenfor de nævnte sprog, så det var med begejstring, at jeg på opfordring af direktør Gianelli greb chancen til at del tage i et aftenkursus på købmandsskolen på Jul. Thomsens plads, der førte mig frem til den atatskontrol1erede afgangsprøve i tysk.

Bag ved denne min interesse for sprog har der altid ligget den tanke at komme ud for at se den verden, der ligger udenfor vor egen dørtærskel, og for at prøve, om jeg kunne klare mig på de fremmede sprog. Dette gav sig bl. a. udslag derved, at jeg for egen regning, dog med velvillig assistance af Danish Dairies, i mine sommerferier i 1950 og 1951 foretog to udenlandsrejser. Dette initiat1v skyldes det måske, at man indenfor ledelsen af Danish Dairles allerede i 1951 begyndte at omgås planer, der for mig skulle få v1dtrækkende betydning. Jeg blev allerede før afslutningen af min læretid indviet i disse planer, der gik ud på efter endt skoleuddannelse at sende mig på et udenlandsophold hos nogle af Danish Dalrles’ kunder. Dette ansporede naturl1gvis yderligere min interesse for at lære så meget som muligt af tysk og engelsk, medens jeg endnu gik på henholdsvis handelsmedhjælperskolen og købmandsskolen. Efterhånden som tiden nærmede sig for afslutningen af de to skoler, måtte også planerne for dette udenlands ophold lægges. På grund af Indkaldelse til militærtjeneste måtte udenlandsrejsen nemlig foretages straks efter eksamenerne. Af samme grund kunne opholdet ikke strække sig over længere tid end ca. 8 måneder. Jeg valgte da at dele tiden ligeligt mellem et ophold henholdsvis 1 Tyskland og England.

Ved direktør Gianellis venlige mellemkomst blev det ordnet således, at jeg skulle tilbringe 4 måneder i Milch- Fett- und Eier-Kontor G.m.b.H. i Hamburg og 4 måneder i LovelI & Christmas (Manchester) Ltd. i Manchester. Jeg foretrak at rejse til Tyskland først, og grunden hertil var den, at jeg anså det for bedst at have tyskkundskaberne i frisk erindring lige fra eksamen, ligesom jeg anså det tyske sprog for at være sværere at huske og at tale end det engelske. Endvidere havde jeg jo fra de to tidligere omtalte rejser et vist kendskab til at klare mig med det engelske, jeg havde lært.

Endelig oprandt så den store dag, da jeg med de nødvendige papirer i orden og med det faste. fortsæt at få det mest mulige ud af denne chance for at lære noget mere; der var givet mig, kunne sætte mig i toget med kurs mod Hamburg. Denne dag, den 3. juni 1953., vil sikkert altid stå for mig som indledningen til en. ganske vist kort, men meget interessant og lærerig tid. Rejsen gik over Gedser – Grossenbrode, og jeg ankom efter 10 timers forløb til Hamburg. Klokken var næsten 5. da jeg stod på banegården i den by, der skulle være mit opholdssted i de næste fire måneder, så jeg måtte skynde mig at finde Milch- Fett- und Eier-Kontor inden det var lukketid. Jeg fandt det da også ret hurtigt, og jeg fik der en hjertelig modtagelse. Derpå fik jeg anvist det hotelværelse, jeg skulle bo på, indtil et værelse hos en privat familie, der var lejet til mig, blev ledigt.

Selvom den første tid måske var præget at en del sprogvanskeligheder, kunne jeg dog snart mærke, at det gik hurtigt fremad efterhånden som jeg vænnede mig til at høre og tale det tyske sprog hele dagen igennem. I den første tid hjalp jeg til med den halvårlige opgørelse ved at skrive forskellige lister samt ved at gå til hånde med forskellige andre småting. Efter at opgørelsen var overstået, blev jeg flyttet over til smør- og osteafde11ngens korrespondancekontor, hvor min fremtidige plads skulle være. I dette kontor blev forskellige rutinearbejder såsom udskrivning og udsendelse af ugentlige markedsberetninger, arkivering af breve og fakturaer o.l.  overdraget mig. Endvidere blev det ret snart mit arbejde at skrive afskrifter af breve, og ligeledes fik jeg tilladelse til at skrive små forretningsbreve. som f.eks. bekræftelser af ordrer samt forespørgsler, hvilket jeg tillægger en ret stor betydning, idet jeg derved fæstnede det, jeg havde lært i handelsskolen, og det,  jeg lærte i tidens løb. En anden ting, som også må tillægges stor betydning for tilegnelsen at den særlige udtryksmåde i den tyske handelskorrespondance, var den uindskrænkede adgang, jeg havde til at læse de for smør- og oste-afdelingens vedkommende ind- og udgående breve.

Ved særlig travle lejligheder måtte jeg også give en hånd med ved efter diktat at skrive længere breve. hvilket naturligvis gav en god lejlighed til dels at bruge, hvad jeg havde lært, og dels at lære noget nyt. Hvor stor en betydning dette end må tilskrives, så tror jeg dog. at den daglige omgang og samtale med personalet i Milch- Fett- und Eler-Kontor er det, der har været mest afgørende for udvidelsen af mit kendskab til det tyske sprog, idet alle var overordentlig flinke til at hjælpe mig med at løse alle de sproglige problemer og spørgsmål, jeg stødte på i tidens løb. Ligeledes til at korrigere de fejl, jeg gjorde i udtale og sætnlngsbygn1ng, hvilket hjalp mig hen imod en mere rigtig og mere fejlfri brug af det tyske sprog. Et særligt kapitel af det tyske sprog er benyttelsen af konjunktiv. Da jeg i den grundlæggende uddannelse på handelsskolen ikke havde lært ret meget herom, blev det ordnet således. at jeg et par gange ugentlig i et kortere tidsrum havde en time hos en student, så at jeg uden fare for alt for mange misforståelser kunne tilegne mig reglerne for den rigtige benyttelse at konjunktiv. Hos samme student fik jeg også gennemgået flere andre ting, som jeg var stødt i den daglige omgang med det tyske sprog, og som jeg ikke rigtig havde forstået.

Til mit arbejde blev også knyttet udførelsen af ærinder til banker, toldsteder og lignende institutioner, således at jeg fik et godt indblik i organisationen af den tyske import og til dels også eksport, idet der under mit ophold i firmaet også blev eksporteret forskellige mælkeprodukter. Den helt store opgave, som jeg med glæde gik i gang med, blev givet mig under korrespondenternes sommerferie, da jeg blev afdelingslederens nærmeste medhjælper ved udførelsen af en eksportforretning med mælkepulver. Heldigvis skete dette hen imod afslutningen af mit ophold, således at jeg næsten uden besvær kunne gøre mig klart forståelig på tysk og ligeledes forstå tysk rigtigt. På den rent fagmæssige side var der også god lejlighed til at lære noget. Således var jeg mange gange med afdelingslederen i frihavnen for der at udtage prøver af de importerede partier smør og ost, ligesom der også en enkelt gang blev skaffet mig adgang til Hamburgs off1cielle smørbedømmelse. Endvidere fik jeg også lejlighed til at bese Butterzentrale Hamburgs smør- og ostelagre samt afdelingen for mejeriartikler. I de enkelte stille perioder, der kunne opstå i smør- og oste-afdelingen, var der ofte arbejde for mig i ægafdelingen, hvor jeg lærte lidt om handelen med æg.

Idet på denne måde det daglige arbejde var til stor nytte for mig på alle områder og bragte mig til et standpunkt, det under alle omstændigheder ville have taget længere tid ved et almindeligt studium af det tyske sprog at føre mig til, så må man heller ikke glemme den betydning fritiden og samværet med den familie, jeg boede hos havde. Først og fremmest fordi disse mennesker var meget venlige imod mig og altid var parate til at hjælpe mig, hvis jeg havde et problem. Jeg blev næsten behandlet som et medlem af familien og fik derfor rig lejlighed til at tale tysk og til at lære tyske skikke og sædvaner at kende. Fritiden blev i øvrigt benyttet på mange forskellige måder, alt efter, hvad mit budget tillod. Der kunne således flere gange blive lejlighed til at gå 1 teateret eller operaen, hvilket jeg holder meget af, og endvidere enkelte biografture og cirkusforestillinger. Søndagen. blev ofte, hvis vejret tillod det, brugt til at bese Hamburgs seværdigheder. Som f.eks. Hagenbecks Tierpark, Elbtunnellen, Planten und Blomen, Jungfernstieg, St. Pauli med ”Michel"-kirken, havnen o.s.v. eller til små ture i omegnen som f.eks. til Sachsenwald med Bismarck-museet eller til det bekendte udflugtssted ved Elben Blankenese. På en enkelt søndag med særlig godt vejr foretog jeg også en tur til Østersøkysten for at bade. Desværre løb tiden kun alt for hurtigt, og snart nærmede det tidspunkt sig, hvor jeg måtte træffe de nødvendige forberedelser til opbruddet og rejsen til England.

Der opstod visse vanskeligheder med hensyn til indrejsetilladelse og logi i England, som dog blev delvis løst inden afrejsen. Den 2. oktober satte jeg mig da ind i toget og så med vemod den by forsvinde, hvor jeg havde tilbragt en kort, men interessant og oplevelsesrig tid. Det var dog heller ikke uden en vis spændt forventning, at jeg så de kommende fire måneder i møde. Rejsen gik over Amsterdam, hvor jeg havde fået tilladelse til at opholde mig en dag for at se denne smukke og særprægede by. og videre over Hoek van Holland til Harwich. Her havde jeg visse vanskeligheder med indrejsen, da jeg ikke var i besiddelse af den nødvendige arbejdstilladelse, hvilket dog efter at jeg var blevet holdt tilbage i ca. 3 timer, gik i orden, da man ved en telefonsamtale med Ministry of Labour erfarede, at der var udstedt en sådan tilladelse til mig. som på daværende tidspunkt måtte ligge i Manchester. Efter dette intermezzo kunne jeg så fortsætte rejsen til London for derfra den næste dag at køre til Manchester. Her blev. jeg afhentet af en af mine nye kolleger på stationen og kørt til mit nye logis, et pensionat ca. 20 minutters buskørsel fra LovelI & Christmas’ kontor

I de tørste fjorten dage af mit ophold i Manchester var jeg i Lovell& Christmas beskæftiget i osteafdelingen og fik her et lille indblik i opbygningen af det engelske levnedsmiddel-rationerings- og tildelings-system. Derefter blev jeg overflyttet til smørafdelingen, hvor mit fremtidige arbejde skulle være. Smørafdelingens opgave bestod væsentligst i at distribuere smørret, der blev købt fra Ministry of Food, til de forskellige grossister og detailhandlere.

Der var således ikke, beklageligt nok, lejlighed til at studere den fri import af smør, ligesom rationeringen satte en stopper for studiet af den frie handel med smør. Imidlertid må det også tillægges en vis betydning, at jeg har lært de forhold at kende, hvorunder smørhandelen i England i øjeblikket eksisterer, idet det måske vil virke fremmende på forståelsen af de vanskeligheder, der muligvis vil opstå ved en eventuel fremtidig frigivelse af den engelske smørhandel. Mit egentlige arbejde i smørafdelingen bestod i at føre fakturabøger og regnskaber vedrørende rationeringen, og da en af medarbejderne i denne afdeling efter ca. 2 måneders forløb på grund af ferie skulle have en afløser, blev alt hans arbejde overdraget mig. Jeg beholdt dette arbejde lige til min afrejse, idet medarbejderen efter sin tilbagekomst blev beskæftiget i andre afdelinger. hvor der på grund af' sygdom manglede funktionærer. Der var således arbejde nok at tage fat på, og da det var ret rutinemæssigt, foretog jeg dette uden særlige vanskeligheder. Imidlertid blev der på denne måde ikke ret meget tid til at studere andre forhold.

For dog at bøde herpå, bad jeg om at måtte se den daglige korrespondance igennem, hvilket også blev mig tilladt, men kun for den fra det almindelige kontor udsendte korrespondances vedkommende. På grund af firmaet Lovell & Christmas’ særlige opbygning. der er baseret på salg igennem repræsentanter, var der imidlertid kun meget få og ofte kun korte breve at gennemlæse. Til gengæld bragte så det daglige samkvem med det store personale god lejlighed til at lære forretnings- og bogholderiudtryk. For at få så meget ud af opholdet i England som muligt bad jeg om tilladelse til at bese et smørpakkeri, der er knyttet til søstervirksomheden Lovell & Cbristmas(Liverpool) Ltd. Dette blev også arrangeret og jeg fik en eftermiddag fri til dette formål. Besøget i Liverpool var meget interessant, og jeg fik med egne øjne at se, at forskellige landes smør bliver sammenæltet og pakket under betegnelsen "National Butter". Ligeledes blev det mig oplyst, at der ved æltningen blev tilsat smørret salt, således at den endelige saltprocent ofte lå på 3% og derover. For smør beregnet for kulminedistrikterne i Wales endog hel t op til 5%. Foruden smørpakkeriet beså jeg også firmaets nye pakhus bygning med dens praktiske tilkørselsforhold o.s.v. Som kuriosum kan jeg for øvrigt nævne, a t det danske smør. der blev pakket den dag, jeg var der. var ca..3½ måned gammelt. Bortset fra denne tur bragte arbejdet i smørafdelingen ikke større afvekslinger.

På privatlivets og fritidens område blev der også god lejlighed til at benytte det engelske sprog ved samværet med mine medlogerende i pensionatet, idet der hver aften altid var nogle unge mennesker til stede i loungen, med hvilke der ofte var lejlighed til diskussioner. Derimod kunne det ofte knibe med at få den fornødne ro til at læse og til at skrive breve. Da denne form for tilværelse i længden godt kunne blive noget trættende, var det derfor med glæde, at jeg tog imod tilbudet fra en af mine kolleger i Danish Dairies om at besøge et ungt ægtepar af dennes vennekreds. Dette besøg, der blev til mange, var en god adspredelse for mig og førte til mange gode oplevelser for mig, som f.eks. teaterbesøg og et besøg på Manchesters rådhus. En anden oplevelse var det, da jeg med en times varsel blev bedt om at holde et foredrag om Danmark i en ungdomsklub, som dette ægtepar var tilsluttet. Denne opgave. som jeg med glæde gik i gang med at løse, lykkedes det mig at slippe ret godt fra og uden alt for mange fejl.

Julen tilbragte jeg hos gamle venner i Sunderland, som tog sig overmåde venligt at mig.  Ellers blev fritiden tilbragt på samme måde som i Hamburg nemlig til at lære byen og omegnen at kende samt til at bese dennes seværdigheder f.eks. skibskanalen, de store industriområder etc. Der blev også lejlighed til at gå til sportskampe, i biografen og til at bese et stort bladhus og dettes funktioner i virksomhed, hvilket alt ikke kan siges at være uden enhver betydning for tilegnelsen af engelske sprog og mentalitet.

Tiden i England forløb imidlertid også hurtigt, og snart måtte forberedelserne til hjemrejsen træffes. Forinden denne havde jeg dog den glæde at blive inviteret med til Lovell & Christmas' årlige fest for personalet, hvilken fest blev afholdt på min sidste aften i Manchester og således satte et festligt punktum for mit ophold der.

Hjemrejsen, der skulle foregå over London, Harwich, Hoek van Holland og Hamburg, for at jeg kunne få lejlighed til at gense mine venner der, fik et noget ekstraordinært og forsinket forløb på grund af de store oversvømmelseskatastrofer i det sydlige England og Holland, og jeg måtte derfor ganske uforudset tilbringe næsten en hel dag i Haag. Tiden her benyttede jeg til at se på byen med dens mange interessante bygninger og andre seværdigheder. Især var det en oplevelse at se det smukke fredspalads med den internationale domstol, hvori Danmark jo også har sin andel. Efter således at blive forsinket en dag overnattede jeg i Hamburg og kunne den næste dag fortsætte rejsen til København. hvortil jeg nåede onsdag aften den 4. februar. Den næste morgen var jeg så igen parat til. at tage fat i Danish Dairies.

,Når jeg nu skal kaste et blik tilbage over denne 8 måneders studierejse og gøre facit op, mener jeg bedst at kunne sammenfatte det på følgende måde:

For mig har rejsen været af stor betydning. idet den har givet mig et indblik i andre menneskers tænke- og væremåde og har lært mig mangt og meget, der måske senere vil være til stor nytte ikke blot for mig, men også for Danish Dairies, og endelig har den for de to sprogs vedkommende givet mig et godt og solidt grundlag at bygge videre på.

Et spørgsmål, hvorom jeg selv er i tvivl, er det måske, om jeg, ved at prøve at klare de to sprog på så kort tid, har lagt et lidt for stort brød op og måske ville have haft endnu større fordel af kun at have opholdt mig i de 8 måneder i et af landene. Imidlertid håber jeg at kunne indfri de forventninger, der måtte være stillet mig. 

Overfor de firmaer, der har vist mig den venlighed at optage mig blandt deres personale i den forløbne tid og overfor Danish Dairies, der muliggjorde denne rejse for mig, udtrykker jeg hermed min bedste tak.

København. den 7. marts 1953.

John Andersen

 

Tilbage til Bestefârsa familija

 

Oversigt