ANDERSEN John direktør; f. 7/2 1932 i Svaneke; søn af avlsbruger
Carl Gustav Andersen og hustru Paula f.
Andersen; gift 9/6 1957 m.
Kirsten A., f. 28/6 1935 i Kbh., datter af
buntmagermester William
Jensen og hustru Elisabeth f. Stephan.
Udlært i Danske Mejeriers Andels
Smøreksportforening Danish
Dairies 1951; videreuddannelse i Milch- Fett-
und Eier-Kontor GmbH,
Hamburg 1952 og hos Lovell & Christmas,
Manchester 1953; ansat i
Nørrejydsk Smøreksportforening 1956,
forretningsfører 1958; direktør
for Danish Dairies fra 1961 indtil
sammenslutn. af denne og de øvrige 8
andelssmøreksportforeninger i
Smøreksportforeningernes Fællessalg,
Andelssmør, 1965; till. fra 1962 direktør for
Desam Packing Corporation
(1965-80 varetagende Andelssmørs oversøiske
salg); direktør for Contact
Speed ApS 1976-83; markedschef i Andelssmør 1980-88,
i MD Foods amba
1988-94. Korrespondenteks. I spansk fra
Handelshøjskolen 1973.
Medlem af bestyrelsen for FSD 1961-75 og for
Ejendoms A/S matr. nr.
866 fra 1961, formand 1973-90.
Johns 50-års skolejubilæum 1998
afholdt på Brunsgaard,
Nylars. Bagerst fra venstre: Arne Koefoed, Ib Tylvad Andersen,
Børge Brandt Madsen. Næste
række: John Andersen, Poul Kjøller, Carl Otto Koefoed,
Foran dem: Gunver Marcher,
Bodil Nielsen, Anne Lise Hansen, Gurli Kure, og forrest:
Betty Thorn og Kirsten Boss
oo0oo
Johns 60-års skolejubilæum 2008
blev afholdt den 6.6.2008 hos
Anette og Carl Otto på Sorteengevejen 7 I Nylars, hvor vi var samlet 11
skolekammerater, idet Karen Price, Ib Tylvad Andersen og Ole Larsen havde
måttet sende afbud. Af de oprindelige 17 er 3 døde, nemlig Niels Otto Bendtsen,
Tormod Olsen og Anne Marie Nielsen. Vi, der var til stede, havde en dejlig eftermiddag
sammen, hvortil jeg havde lavet nedenstående lille fællessang:
Gamla toza, gamla
tossa å gamla skobbatrau
Ajle 1: Gamla skola –(på) Svortaængen sju gamla skola –(på) Svortaængen sju samlad
e vi nu samlad
e vi nu vi sajer tak te vært å fru Ajle: 2 Sjønga vil vi nu enj liding sång ja, nu sjynger vi enj liding sång denj
e nu inte lång denj
e nu inte lång så horra sæt nu denj i gång Horrana: 3 Gamla toza, læver du inu, gamla toza, læver du inu,
læver du inu,
læver du inu? En to, tre, fire, fem sæks, sju! Piblana: 4 Gamla tossa, det gjorr du ju au. Men e du ble’d et skobbatrau (eller) kanj vi ha’ lid sjov?
bara lava sjov Hves du kanj, så ‘Go’ sje’
lov!’ Horrana: 5 Ja mijn sjæl, det gjorr ja ju’ - å kansje lide gran inu - å
sjov? – jo lid inu
kansje enj hæjlu mer hves a gott jâ maj nu betér |
Horrana: 6 Gamla paia, hves a du har tid Mon a vi kanj fæggjes lid? Så
spo daj nu Ja,
spo dai nu En, to, tre, fire, fem, sæks, sju! Piblana: 7 Naj, hør nu hær, dit gamla skrov, mon bara du e rajti klog (i) øst, vest, norr å syd – (ja
ska’ ju) passa på min dyd denj jo e min storsta pryd Horrana: 8 Bångebojsa, lokk nu iven te Å så tæller vi – en å to å tre så
la’ vos nu se
a’ I vil læja me’ når nu enj kram vi jer vil gje Piblanla: 9 Så kom så hær, dit gamla drøs Så kom så hær, dit gamla drøs jâ e
inged pjøs jâ e
inged pjøs nu gjer jâ daj enj rajti tjøs Horrana: 10 Nætta pibla, det va bara bra så nu synes – nue – alse jâ ja,
nu synes jâ jo,
nu synes jâ sista versed
om ijæn vi ta’ Piblana: 11 Så kom så hær, dit gamla drøs Horrana: Så kom så hær, dit lijla pjøs Ajle: Nu du får
enj tjøs
rav’ så hojt hurra å minjes vora ungdomsdâ |
Det
dummeste jeg har lavet i min barndom:
Efter befrielsen i 1945 lå russerne bl.a.
ved Lilleborg i Almindingen. Det var naturligvis spændende, så det måtte min legekammerat
Poul Anker Pedersen (søn af William Pedersen, Nybyvej 53) og jeg naturligvis
ind og kigge på. Vi cyklede derfor ind til Kongemindet, men kunne ikke komme
ret nær på russerne, så i stedet for steg vi op i Kongemindet. Lige ved siden
af lå den ca. 65 m. radiomast kaldet Tyskertårnet. Der var ingen afspærring, så
det var alt for fristende, og vi besluttede at kravle lidt op i det. Det var
bygget af sammenboltede vinkelljern med stigetrin inden i den ca. 50 x 50 cm
tykke - men ellers åbne - mast.
Det var flot solskinsvejr og en let brise,
og vi kravlede lidt op - lige så højt som Kongemindet - sundede os lidt -
kravlede så endnu højere op. Vi følte os ikke særlig bange, for man kunne ikke
falde mellem tremmerne, men vi holdt selvfølgelig godt fast - og kravlede så
endnu højere op. Vi må have vænnet os til højden, for vi tog mod til os og
kravlede endnu højere op. Til sidst var vi så højt oppe, at vi overvandt vore
betænkeligheder og klatrede helt op på den øverste træplatform på toppen af
tårnet. Det blæste jo lidt mere deroppe, så det varede noget, inden vi kravlede
ud på platformen for at nyde udsigten. Men vi holdt os nu godt inde til midten
af tårnet, for det viste sig, at det rækværk, der var sat op omkring platformen
var slået i stykker (formentlig ved, at noget af radioudstyret var blevet brudt
ned og smidt ned på jorden. Alt i alt varede det ikke længe, før vi meget
forsigtigt klatrede ned af de første trin inden i tårnet igen, og jeg skal love
for, at vi fortsat holdt godt fast og tog hvert eneste trin ned med største
forsigtighed. Gud ske lov kom vi helskindet ned igen, men jeg må indrømme, at
hver gang jeg tænker på det, må jeg erkende, at det nok var det dummeste, vi
nogensinde havde fundet på.
Men heldet følger jo ofte de tossede!
ooOoo
I mine gemmer har jeg fundet
et brev til Bestefâr og Bestemor fra min ungdom:
Kære bedstefar og bedstemor!
Da jeg kan tænke mig, at I muligvis kunne have glæde af at høre
lidt om min sommerferie,
vil jeg her prøve at lave en lille beretning om den. For at få det
hele med tænker jeg, at det er bedst at begynde med begyndelsen, skønt jeg ved
ikke rigtig, hvor den er.
Man kan i og for sig godt sige, at spiren til planerne for denne
sommerferie blev lagt allerede sidste år, da jeg ved den dejlige
sommerferietur, jeg dengang havde, så at sige fik blod på tanden til at komme
noget mere ud at rejse. Altså begyndte jeg så småt at spare lidt til det formål
og da foråret kom,
indså
jeg, at hvis jeg vilde have en rigtig god tur ud af det, måtte jeg tjene lidt
ekstra. Dette havde jeg imidlertid ret let ved, for jeg havde jo erfaringen fra
sidste år med morgenmælk.
Da
denne side af sagen er den mest kedelige, vil jeg straks springe over i selve
forberedelserne til rejsen. Det er jo sådan, at i vore moderne tider kan man
ikke sådan uden videre bare ”ta' randslen på ryggen og staven i
hånd"; nej, man må skam pænt begynde den trælse vandring gennem diverse
kontorer for at få de nødvendige tilladelser for gennemrejse og ophold i
de forskellige lande, man agter at besøge. Imidlertid slap jeg nogenlunde let
igennem alt dette og fik købt billetter o.s.v.
Endelig oprandt da også dagen for min afrejse. Kl. 9.35 om morgenen
den 10. August stod jeg på perronen på hovedbanegården og
"Nordexpressen" rullede ind. Det var et tog på en tyve vogne, som
alle var fuldt optaget, og i min kupe var der foruden mig seks belgiske
studenter, der netop
var kommet fra Norge. endvidere en dansk dame med sin lille dreng
og endelig et nygift norsk ægtepar. Det varede ikke længe, før så lød fløjten
og "damphesten" slap sine vældige kræfter løs. Nu var rejsen begyndt.
Jeg havde fået mine billetter ordnet igennem De Danske Statsbaners rejsebureau,
hvor jeg kender Andreas Nygaard, som jo er gammel Aakirkebybo(søn af
snedkermester Nygaard), han havde ordnet det sådan, at jeg havde fået en
vinduesplads, og det var jeg meget glad for.
Turen
over Sjælland gik ret hurt1gt og uden standsninger så vi var i Korsør allerede
ved 11-tiden. Det blæste noget på Storebælt så vi blev en lille halv time
forsinket på vejen over. Så snart færgen
"Sjælland” havde landsat os i Nyborg, kørte expressen
straks videre med Fredericia som førte mål.
Ombord på færgen brugte de fleste af os tiden til at spise og få
en kop kaffe, jeg nåede også at få skrevet et kort til far og mor, men der
var imidlertid ikke nogen postkasse ombord, så jeg måtte i huj og hast
ekspedere det i Fredericia, hvor toget gjorde et ophold på små fem minutter. Da
vi havde rangeret der, kørte vi videre sydpå og nåede Padborg ved 5-tiden;
undervejs havde vi fået stemplet vore pas af den danske paskontrol og i Padborg
måtte vi vente et stykke tid på et modgående tog, men snart efter var vi på vej
ud af Danmark.
Vi kunne ikke se noget til selve grænsen fra toget, men de danske
vejskilte var blevet afløst af de gule tyske. I Flensburg kunne vi for alvor
se, at nu var vi i Tyskland, for her var jeg ved at tro, at det var den
forhenværende tyske værnemagt, der stod på perronen, men det var heldigvis kun
den tyske paskontrol iklædt grønne uniformer, der havde en slående lighed med
soldateruniformer. Efter at
paskontrollen var kommet op i toget, kørte vi videre, og pludselig så vi, at vi
kørte op på en høj bro, som viste sig at føre over Kielerkanalen ved Rendsburg.
Broen var ganske imponerende, men dog ikke så imponerende som
Lillebæltsbroen. Derefter fortsatte
toget med virkelig exprestogsfart mod Hamburg, som vi nåede ved 9-tlden. Her
fik man for første gang et indtryk af hvilke rædsler, denne by har måttet
gennemgå under krigen, og det skønt det var ved at blive mørkt, og man ikke
kunne se ret meget andet end stationen og dens nærmeste omgivelser. At der er
liv i byen. Kan man dog let se af de strålende neonreklamer. Efter at have
efterladt enkelte passagerer og fået en hel del tyske passagerer med, kørte vi
over Elben ad en stor bro og fortsatte sydpå med Bremen som første mål. Jeg må
lige indskyde, at man, hvls man ellers havde tyske penge, kunne man købe
bananer og andre rare sager til skyhøje priser på stationen. Medens toget for
videre, var det efterhånden på den tid da man godt kunne tænke sig at få lidt
søvn i øjnene, men det var ikke let, når toget raser at sted med små 100 km's
fart. For de fleste af os tror jeg nok, det lykkedes at få et par timers søvn
trods alt. Ved 4-5 tiden om morgenen var vi nået til Köln, der ligger lige ved
Rhinen, Fra broen over denne flod så vi omridset af Kölnerdomen, der ligger
lige opad stationen. Det er for øvrigt ikke så mærkeligt, at domkirken også har
lidt skade ved bombardementerne for banegården så ikke godt ud. Fælles for alle
tyske banegårde er nemlig, at der ikke er glas i tagene, hvis der da ellers er
noget tag tilbage. I Aachen, der er sidste station inden den belgiske grænse
delte expressen, idet den ene del kører videre til Paris og vi fortsatte til
Bruxelles. Fra Aachen gik jernbanen ret stejlt opad til den belgiske grænse og
det var den første virkelige forandring i landskabet vi kunne se. Tyskland
lignede for det meste Danmark; dog var der naturligvis en hel del flere rygende
skorstene i Tyskland. De belgiske studenter, som jeg talt lidt med undervejs,
var naturligvis glade over at være hjemme igen, og det var en værre komedie at
se på, når de talte sammen for det foregik for en stor del ved hjælp af
hænderne. Efter at have kørt et par timers tid gennem det meget bakkede Belgien
nåede vi Bruxelles ved 8-tiden d. v. s. ca. en time forsinkede. Det var dejligt
igen at komme ud af toget efter at have siddet i det i 23 timer og det første,
jeg gjorde, var at køre igennem byen til den anden banegård med mine kufferter
og stille dem i garderobe der. Da jeg havde gjort det, skyndte jeg mig straks
hen til den nærmeste kiosk og købte fire bananer, for her var de nemlig
billige. Derefter begyndte jeg at spadsere igennem byen og var samtidig på
udkig efter turistbureau for at se, om der ikke skulle være arrangeret en
bustur rundt i byen til de kendteste steder. Jeg kom imidlertid for sent til
denne tur og gjorde i stedet for byen til fods, hvilket jeg sikkert fik noget
mere ud af. For eksempel dumpede jeg ind ad en sidegade og kom ud på en
markedsplads, og her kan det nok være, det gik livligt til. Sælgerne skreg og
gestikulerede for at sælge deres grøntsager og fjerkræ. I øvrigt er det en
fantastisk lydudfoldelse, der finder sted i Bruxelles, bilerne, der i parentes
bemærket for det meste er de sidste nye modeller tuder ustandseligt, medens de
kører igennem gaderne og det gælder om at flytte sig for de kører stærkt.
Belgien gør indtryk af at være et rigt land. hvilket sikkert
skyldes kolonier som Belgisk Congo o. s.v.
I løbet at dagen nåede jeg at få set de fleste kendte steder og
flere af turister mindre kendte.
Den
mest berømte seværdighed er sikkert den lille Manneken Pis, det mest
imponerende er dog Justitspaladset som ligger på et af byens højeste punkter.
Man kunne kun få adgang til en del af det, da der var reparationsarbejder i
gang; jeg blev fortalt, at man havde repareret på det i fem år,
og man blev først færdig om et par år. Det mest imponerende ved
det, er den kolossalt høje midterhal, hvis loft ligger ca. 15 meter over
gulvet. Loftet er båret af slanke hvide søjler. På min tur igennem byen så jeg
rnindesmærket for den ukendte soldat, kongeslottet og den tilhørende park.
Endvidere
så jeg et såkaldt loppetorv, hvor alt muligt ragelse bliver solgt.
Det man også lægger mærke til, er at landet har to sprog, nemlig flamsk og
fransk, gadenavne o.s.v. bliver skrevet på to sprog. Jeg spiste min middagsmad
på en ganske lille restaurant og drak senere en ganske god kop kaffe på en
fortovskafe. Kaffen bliver serveret således, at man først må vente på, at den
bliver filtreret gennem en ganske tæt si, og den får en ganske god aroma
derved. Hen ad aften var jeg efterhånden noget træt i benene, men jeg skulle jo
også fortsætte til Paris. Banegården, hvor toget gik fra, er ganske ny og meget
flot med en masse rullende trapper. Turen til Paris varede i alt 4 timer, og vi
nåede dertil ved 11-tiden om aftenen. Heldigvis lå det hotel, jeg skulle bo på
ganske nær ved Gare du Nord, og jeg fandt det hurtigt. I forhold til prisen var
det et pænt hotel med varmt og koldt vand på værelset og telefon, hvis jeg
skulle finde på bruge den. Jeg var naturligvis næppe kommet i seng, førend jeg
sov som en sten, og jeg vågnede ikke før ved 9-tiden næste morgen.
Efter at have fået en kop kaffe begav jeg mig ud på en længere
spadseretur ad Rue Lafayette, der er
en udpræget forretningsgade ned til Operapladsen med den berømte
Café de la Paix, hvor man siger,
at alle nationer mødes, og det kan der nu nok være noget om. Fra
Operapladsen gik turen videre ned
over Vendomepladsen til Paris’ smukkeste plads nemlig Place
Concorde. Den er omgivet af statuer
og midt på pladsen står Obelisken. Fra Concordepladsen, hvor jeg
forøvrigt for første gang blev
tilbudt de noksom bekendte ”postkort”; det blev ikke
sidste gang, fortsatte jeg over Concordebroen
langs Quai d’Orsay til Eiffeltårnet.
Denne turistseværdighed af første rang var ikke billig at komme op
i; det kostede 6 kr. for at køre op
med elevatorer helt op til toppen, men det var det også værd, for
man har en enestående udsigt
heroppe fra. På et så kendt kan man næsten ikke undgå at møde
landsmænd, og jeg mødte da også
nogle danskere, som tog et par billeder af mig deroppe.
Fra Eiffeltårnet fortsatte jeg over Marsmarken til Hôtel des
Invalides (Invalidekirken), hvor Napoleon's
og hans families grave er. Derfra. videre ad Alexander III's bro
forbi Grand og Petit Palais op til Paris’
vel nok kendteste gade Champs Elysees. Denne boulevard er meget
lang og med sit alléagtige præg
meget smuk. Den fører op. til Triumfbuen på Étoile-Pladsen. Étoile
betyder stjerne og man kan let se
hvorfor den har fået det navn for fra den spreder e brede
boulevarder sig stjerneformlgt ud. Under
Triumfbuen findes den ukendte soldats grav med den evigt brændende
flamme. Ved hjælp af elevatorer kan man komme op oven på Triumfbuen og kan
herfra rigtigt få et indtryk af, hvordan boulevarderne spreder sig ud.
Da jeg havde set Triumfbuen, tog jeg med metroen hjem til mit hotel hvor jeg
spiste noget af den mad, jeg havde haft med hjemmefra. Ved 7-tiden begav jeg
mig igen trods mine lidt trætte ben af' sted, denne gang til Montmartre, som
ikke ligger så langt fra hotellet, hvor jeg boede. Dette er Paris'
forlystelsescentrum, men det er lagt an på valutastærke turister, hvorfor jeg
nøjedes med at se på folkelivet der og så gå i biografen. Det viste det sig nu,
.at jeg var meget heldig, for jeg dumpede uden at jeg havde nogen anelse derom
ind i Paris’ største biografteater. Billetten var noget dyrere end
herhjemme, men til gengæld viste det sig, at man kunne blive siddende så længe
man ville. Jeg sad der fra klokken halv ni til halvtolv og så to film og en
optræden af nogle komikere samt et godt orkester ind imellem. Jeg regner med at
teatret kan tage små 4000 tilskuere, og det er noget mere, end man er vant til
fra København. Efter forestillingen gik jeg tilbage over Place Pigalle forbi
Moulin Rouge og nu var det. som om der først rigtig var kommet liv i folk.
Restauranterne var for fleres vedkommende uden mur ud til gaden så vi
forbipasserende kunne stille 08 op og lytte til musikken og synge med på
fællessangene. Jeg må sige, at særlig en sanger var meget populær, og det kan
nok være, at han kunne få folk til at synge med.
Om mandagen satte jeg straks kursen mod en af vore kunders kontor,
for jeg skulle jo også gerne lære lidt undervejs. . Her var en ung nordmand ansat
og vi en lille sludder, hvorefter jeg kørte ud tor at se et stort
smørpakkeri. Her kunne direktøren til
alt held tale ret godt engelsk, og han viste mig rundt og forklarede tingene.
Bagefter inviterede han mig til at spise til middag sammen med ham. Jeg sagde
ja tak og vi kørte så til Eiffeltårnet. Hvor der er meget fin restaurant på
første etage. Her var vi ved 12-tiden og vi var ikke færdig med middagen
før ved 3-tiden, og det var vel nok "mad for Monas”. Først en
aperitif, derefter kogt laks, kylling, og som dessert en specialitet fra
restauranten nemlig "varm is" d.v.s. is indeni varme piskede
æggehvider, til sidst kaffe med et glas cognac af en flaske så stor, som jeg
aldrig har set den før. Den kunne tage 5 liter.
Da vi havde fået spist os igennem det hele, kørte han mig ind til
Notre-Dame, som jeg gik op på toppen af. Notre-Dame kirken ligger på en ø i
Seinen og er Paris' ældste del. Bagefter gik jeg til Panthéon-kirken, der er en
anden af Paris’ berømte og særprægede kirker. Da jeg kom ud begyndte det
at øsregne, så jeg måtte hurtigst muligt søge ly under den nærmeste markise.
Medens jeg stod der, hørte jeg nogen tale dansk lige bag ved mig.
Det viste sig at være to
Danske studiner og vi talte naturligvis sammen og da det stadig
blev ved med at regne, spiste vi
Aftensmad. Sammen på en nærliggende café og her kom en anden
dansker dumpende ind, som
kendte den ene af de to piger hvilket resulterede i, at han
inviterede os til at køre med ham i hans nye bil
rundt i byen. Vi fik således lidt af en aften ud af det. Undervejs
mødte vi for resten flere danskere så
man kan godt sige, at man hører lige så meget dansk og svensk
som fransk.
Næste dags morgen var jeg meget tidligt oppe for jeg skulle nemlig
ned i Hallerne hvorfra hele Paris
bliver forsynet med levnedsmidler. Hvad man her ser af markedsliv,
slår alt hvad jeg så i Bruxelles,
det er som at komme ind i en summende bikube og folk sværmer
omkring belæssede med
alle
mulige fødevarer. Naturligvis er det mest salg fra grossister til detailhandlere,
der finder sted,
men
også mange andre folk gør deres indkøb her. Ved 8-9 tiden er markedet ved at
ebbe ud, og jeg
tog
med toget ud til Versailles, der ligger noget udenfor Paris. Dette kolossale lystslot
bygget af de franske konger (Ludvig d. XIV o.s.v.) gør ved sine mange tønder
land store park med de smukke havepartier et uforglemmeligt indtryk. Jeg gik
rundt park i fire timer for blot at se det vigtigste af
den nemlig Marie Antoinettes haveslotte Grand Trianon og Petit
Trianon og kongens udendørs danseestrade og de kunstigt anlagte søer og mange
andre partier af parken. Jeg mødte under min tur en unge franskmand fra
Sydfrankrig og vi tog fotografier at hverandre og gik og sludrede sammen.
Ved 1-tiden måtte jeg igen tilbage til Paris, for jeg havde aftalt
med de to danske studiner at vi skulle gå i byen og handle lidt, som jeg kunne
have med hjem, såsom et tørklæde til mor og en flaske med noget godt til far og
lidt chokolade til drengene. Da vi havde handlet, skiltes vi og jeg forsøgte at
få en billet til Folies Bergeres, hvilket imidlertid ikke lykkedes, hvorfor jeg
om aftenen gik op til Sacre Coeur kirken, der ligger så højt, at man har
indrettet en slags elevator op til den.
Den næste morgen kørte mit tog til London. Jeg kom desværre med et
forkert tog nemlig et første og anden klasses tog, hvorimod jeg kun havde billet til III kl. Det
resulterede i, at jeg måtte betale lidt ekstra, men til gengæld kom jeg til
London tre timer, før end jeg havde regnet med. Ude ved kysten i Nordf'rankr1g
kunne man se, at her var blevet kæmpet, for der var flere krigergrave og
kirkegårde. I Calais var jeg så uheldig at vælte min ene kuffert, og jeg
smadrede en flaske cognac, som jeg havde købt i Paris. Som et held i uheldet
havde jeg kun snavset tøj i den kuffert, så jeg fik hurtigt hældt skår og det
hele ud. Jeg var naturligvis galant og hjalp en ung fransk dame med hendes fire
kufferter, og dermed havde jeg rejseselskab resten af vejen til London. Båden
der satte os over fra Calais til Folkestone var så ren pæn, at jeg ikke rigtig
kunne forstå det, før jeg læste i en avis, at den var helt ny og det var første
dag, den sejlede. I løbet af en times tid nåede vi den engelske kyst og kom let
igennem toldkontrollen, hvorpå vi satte os op i det ventende tog, der førte os
til London på to timer. Klokken var henad
5 og jeg fandt hurtigt et tog, der førte mig til Greenwich, hvor jeg
skulle bo hos
nogle bekendte til en af mine kollegaer.
Jeg blev vældig godt modtaget af fruen i huset, og vi prøvede
straks at standse hendes mand i at tage ind til stationen direkte fra hans
kontor for at tage imod mig, men det lykkedes ikke at få. fat i ham, hvorfor
han tørst kom hjem et par timer senere og blev meget forbavset over at se, at
jeg allerede var ankommet, I mellemtiden fik jeg imidlertid pakket det af
cognac gennemvædede tøj ud og fik det vasket, og jeg fik besked på bare at lade
som hjemme. Jeg kunne spille på radio, når jeg havde lyst, og hvis jeg ville
have et bad, kunne jeg bare sige til. Det sidste tog jeg imod med glæde og jeg
skal love for, at det friskede op på en. Aftenen fik vi til gå med at snakke
om mine oplevelser o.s.v.
Næste
dag stod jeg op og så til min behagelige overraskelse, at der var serveret morgenmad
for mig, og efter at den var fortæret, begav jeg mig af sted for at udforske
Verdens største by. Desværre må jeg sige, at tre dage slår hverken til her
eller der, når man skal se alt at interesse, så jeg måtte derfor samle
mig et udvalg af det, jeg allermest ønskede at se, før jeg satte
mig op i bussen. Det er også af stor betydning, at man virkelig ved, hvad man
vil se, for afstandene er store i London, og det tager tid at komme fra det ene
sted til det andet.
Mit første mål var derfor at komme ind i centrum af London eller
som det hedder City.
Bussen brugte fra det sted, hvor jeg boede en lille time om at nå
ind til Parlamentet, der ligger i City. Jeg stod af ved Westminster Bridge og
spurgte straks den nærmeste politibetjent, hvor der var et såkaldt Food-Office;
her får man nemlig udleveret sine rationeringsmærker og dem man endelig
ikke glemme at hente for englænderne er jo kolossalt hårdt spændt for med
fødevarer. Efter at have fundet kontoret og fået mærkerne gik jeg op til den
mest bekendte af Londons store parker Hyde Park, ved Hyde Park Corner findes
det engelske rnindesmærke for de soldater, der er faldet i Verdenskrigene,
d.v.s. der findes faktisk et mindesmærke i hver by. Jeg fulgte
Serpentine-søen igennem parken og kom
ud til en ar Londons hovedfærdselsårer Bayswater Road, der er en
fortsættelse af Oxford Street, der er
den mest befærdede gade, jeg endnu har set. De store to-etagers
busser kommer sneglende
efter hverandre med 20 meters mellemrum, og ind imellem er der en
masse personvogne og lastvogne
og det er næsten fantastisk, hvordan chaufførerne forstår at sno de
store busser igennem. At denne
gade er en af Londons Strøggader ser man også af den mængde
reklamer, der på alle husene og i
butikkerne. Således reklamerede et rejsebureau for sine rejser ved
fjernsynsudsendelse, og der var
naturligvis en masse mennesker samlet derudenfor. På Oxford Street
passerede jeg Marble
Arch og Oxford Circus og nåede gennem Regent Street ned til
Piccadilly Circus, der vel nok er et af de
steder pi London, hvor der samles flest udlændinge. Derfra
fortsatte turen ned til Trafalgar Square
med Nelson statuen. Pladsen er kendt for den mængde duer, der altid
findes der.
-8-
Fra Trafalgar Square er der ikke langt til Buckingham Palace. der
er det engelske kongepars residens, og jeg lagde derfor min vej der forbi.
Efter at have set dette og det kendte V1ctoria-mindesmærke midt foran slottet
fortsatte jeg ned til Themsen for at spadsere ad Victoria Embankment, hvilket er en at Londonere meget yndet
spadseretur. Da jeg imidlertid var godt træt, besluttede jeg at tage med en båd
videre ned ad Themsen for på den måde hurtigere at nå mit næste mål Sct. Pauls
Cathedral. Der viste sig imidlertid, at være lukket på grund af
eftermiddagsgudstjeneste, og jeg tog derfor videre til Tower. Her var jeg
imidlertid ligeså uheldig, for adgangen for besøgende sluttede kl. 5, og jeg
indså derfor, at jeg hellere ville tage hjem for at spise og så se det den
næste dag. Forinden jeg tog hjem, gik jeg imidlertid over den ældste og stadig
i brug værende af Themsens broer Tower Bridge.
Jeg
nåede hjem lige i rette tid til aftensmaden, og da den var sat til livs, gik
jeg med Mr. McLeod hen på en "pub", hvilket betyder oversat til dansk
en cafe. Den mest yndede forlystelse på disse "pubs" er at kaste med
kastepile efter skive, og det kræver en del øvelse, før man kan hamle op med
eksperterne. Da vi havde prøvet det et par gange og tabt et par glas øl til
modspillerne, blev vi kede af det og gik hjem og gik en tur med fru McLeod i
den nærliggende Greenwich Park og så det kendte observatorium. Om Fredagen
besluttede jeg mig til straks at køre ind til den store udstilling på South
Bank, og det viste sig at være klogt at køre derind fra om formiddagen, for selvom
jeg gik rundt derinde hele dagen tror jeg ikke, jeg nåede at se det halve af
den. Den omfatter faktisk alt, hvad man kan tænke sig, lige fra
specialudstillinger i landbrug, minedrift, industri, sport, skibsfart o.s.v.
til udstillinger om astronomi, radioteknik, television, og meteorologi. Jeg kan
ikke skildre alt, hvad jeg så der, for det kunne godt komme til at fylde de
næste halvtreds sider, for det hele var opbygget på sådan en måde, at enhver
kunne forstå det. Om aftenen var jeg så træt, at jeg ikke engang havde lyst til
at køre ind til City igen tor at se alle lysene på Themsen og de
projektørbelyste bygninger, hvilket ellers siges at skulle være et ualmindeligt
interessant syn. Næste dag kørte jeg med en anden bus end den sædvanlige og kom
på den måde igennem Londons Eastend og igennem en kilometerlang tunnel under
Themsen. Jeg beså i løbet af' formiddagen Tower og de engelske kronjuveler, der
opbevares her. Derefter Sot. Pauls og Westminster Abbey, hvor mange engelske
konger og statsmænd, deriblandt den for nylig afdøde minister Ernest Bevin
ligger begravede. Om eftermiddagen tog jeg med en båd til Battersea Park, hvor
der i anledning af' Festival-året er blevet indrettet et forlystelses-centrum i
lighed med vor egen dyrehavsbakke. På Themsen blev der på denne dag sejlet et
motorbådsvæddeløb og desuden var der en mængde andre opvisninger.
Jeg
prøvede ikke ret mange af forlystelserne, for det kunne jeg jo bare tage
Bakken eller i Tivoli derhjemme for at gøre, og på den måde sparede jeg
naturligvis noget af min rejsevaluta. Da jeg kom hjem, viste det sig, at
naboerne var kommet hjem fra deres ferie, og da mine værtsfolk plejede at komme
meget sammen med disse, havde vi en munter aften sammen. Den næste var søndag,
og jeg skulle igen videre efter nogle uforglemmelige dage i London. Da jeg kom
til banegården, viste det sig, at jeg ikke havde husket at regne med, at der
var sommert1d i England, og jeg kom derfor en time for sent til det tog jeg
skulle have været med. Da det næste gennemgående tog imidlertid først gik en
time efter, blev jeg altså to timer forsinket, og jeg nåede først Newcastle kl.
elleve om aftenen, efter en togrejse på seks timer. Da der imidlertid ikke gik
nogen busser til Sunderland. på dette sene tidspunkt, indlogerede jeg på et
hotel for natten og kørte så den næste morgen til Sunderland for at besøge min
penneveninde Jean og hendes forældre der. Dagen gik naturligvis med at opfriske
gamle minder og steder fra sidste års sommerferie. Så den næste dag havde jeg
faktisk kun en halv dag til min rådighed, men for at udnytte den til det
bedste, kørte jeg igen til Sunderland, og derfra tog vi med en bus et lille
stykke
nordpå
langs kysten, hvor der er et stykke særpræget natur, der for øvrigt minder om
Bulbjerg på Jyllands vestkyst. Ved middagstid kørte jeg me4 Jeans far ti!
middag i den stedlige Rotary-klub, d. v. s. en klub af handelsfolk, hvor jeg
fik en speciel velkomst, fordi jeg var udlænding. Det var meget interessant. At
overvære denne blanding af middag og møde, hvor alle byens aktuelle problemer
blev drøftet. Efter middagen kørte vi alle ind til Newcastle, hvor damperen
"Parkeston” ventede på at
Bringe mig hjem til Danmark igen. Da vi sejlede ned ad
Tyne-floden, tænkte jeg ved mig selv bare det var som vi sejlede ind, men nej, nu
var ferien faktisk forbi, selvom jeg jo tilbragte par dage ombord undervejs til
København. Det værste ved ferien er jo, at den kun alt for hurtigt får ende.
Turen over Nordsøen var endog finere end sidste år med solskin og stille vejr
hver dag.
Ja, dette var altså beretningen om min sommerferie 1951. Jeg håber,
I har fundet den interessant, selvom en del vendinger måske er gået igen nogle
gange, men det kan vel ikke undgås, for jeg har skrevet beretningen ad flere
gange.
Til sidst sender jeg jer de kærligste hilsner og beder jer bringe
dem videre til alle i familien.
J
O H N
Samtidig fandt jeg denne rapport om min volontørtid i
Hamburg og Manchester:
Rapport over
mit udenlandsophold i tiden fra d.3.juni 1952 til d. 1. februar 1953.
"Man er selv sin egen
lykkes smed", siger et gammelt ordsprog, hvis betydning meget hurtigt går
op for et ungt menneske, der efter at have forladt skolebænken skal ud for at
tjene til sit eget brød.
Anderledes var det da heller
ikke for mig, da jeg et kort stykke tid havde været ansat i Danish Dairles. og
jeg fandt ud af, at jeg, hvis jeg ville opnå noget, måtte arbejde for at nå et
mål. Lykkeligvls fandt jeg stor interesse i mit arbejde, og da jeg påbegyndte
den til læretiden knyttede skolegang, så jeg et godt middel deri til at
dygtiggøre mig til mit arbejde. Sprogfagene har altid interesseret mig mest, og
da sprogkundskaber er en af forudsætningerne for at kunne gøre fyldest i et
eksportfirma som Danish Dairles, var jeg særlig glad for på
handelsmedhjælperskolen at kunne udvide mit kendskab til tysk og engelsk til
også at omfatte handelskorrespondance. Imidlertid når man på
handelsmedhjælperskolen ikke at få mere end et grundlæggende kendskab til dette
område indenfor de nævnte sprog, så det var med begejstring, at jeg på
opfordring af direktør Gianelli greb chancen til at del tage i et aftenkursus
på købmandsskolen på Jul. Thomsens plads, der førte mig frem til den
atatskontrol1erede afgangsprøve i tysk.
Ved direktør Gianellis venlige
mellemkomst blev det ordnet således, at jeg skulle tilbringe 4 måneder i Milch-
Fett- und Eier-Kontor G.m.b.H. i Hamburg og 4 måneder i LovelI & Christmas
(Manchester) Ltd. i Manchester. Jeg foretrak at rejse til Tyskland først, og
grunden hertil var den, at jeg anså det for bedst at have tyskkundskaberne i
frisk erindring lige fra eksamen, ligesom jeg anså det tyske sprog for at være
sværere at huske og at tale end det engelske. Endvidere havde jeg jo fra de to
tidligere omtalte rejser et vist kendskab til at klare mig med det engelske,
jeg havde lært.
Endelig oprandt så den store dag, da jeg med de
nødvendige papirer i orden og med det faste. fortsæt at få det mest mulige ud
af denne chance for at lære noget mere; der var givet mig, kunne sætte mig i
toget med kurs mod Hamburg. Denne dag, den 3. juni 1953., vil sikkert altid stå
for mig som indledningen til en. ganske vist kort, men meget interessant og
lærerig tid. Rejsen gik over Gedser – Grossenbrode, og jeg ankom efter 10
timers forløb til Hamburg. Klokken var næsten 5. da jeg stod på banegården i
den by, der skulle være mit opholdssted i de næste fire måneder, så jeg måtte
skynde mig at finde Milch- Fett- und Eier-Kontor inden det var lukketid. Jeg fandt
det da også ret hurtigt, og jeg fik der en hjertelig modtagelse. Derpå fik jeg
anvist det hotelværelse, jeg skulle bo på, indtil et værelse hos en privat
familie, der var lejet til mig, blev ledigt.
Selvom den første tid måske var præget at en del sprogvanskeligheder,
kunne jeg dog snart mærke, at det gik hurtigt fremad efterhånden som jeg
vænnede mig til at høre og tale det tyske sprog hele dagen igennem. I den
første tid hjalp jeg til med den halvårlige opgørelse ved at skrive forskellige
lister samt ved at gå til hånde med forskellige andre småting. Efter at
opgørelsen var overstået, blev jeg flyttet over til smør- og osteafde11ngens
korrespondancekontor, hvor min fremtidige plads skulle være. I dette kontor
blev forskellige rutinearbejder såsom udskrivning og udsendelse af ugentlige
markedsberetninger, arkivering af breve og fakturaer o.l. overdraget mig. Endvidere blev det ret snart
mit arbejde at skrive afskrifter af breve, og ligeledes fik jeg tilladelse til
at skrive små forretningsbreve. som f.eks. bekræftelser af ordrer samt
forespørgsler, hvilket jeg tillægger en ret stor betydning, idet jeg derved
fæstnede det, jeg havde lært i handelsskolen, og det, jeg lærte i tidens løb. En anden ting, som
også må tillægges stor betydning for tilegnelsen at den særlige udtryksmåde i
den tyske handelskorrespondance, var den uindskrænkede adgang, jeg havde til at
læse de for smør- og oste-afdelingens vedkommende ind- og udgående breve.
Til mit arbejde blev også
knyttet udførelsen af ærinder til banker, toldsteder og lignende institutioner,
således at jeg fik et godt indblik i organisationen af den tyske import og til
dels også eksport, idet der under mit ophold i firmaet også blev eksporteret
forskellige mælkeprodukter. Den helt store opgave, som jeg med glæde gik i gang
med, blev givet mig under korrespondenternes sommerferie, da jeg blev
afdelingslederens nærmeste medhjælper ved udførelsen af en eksportforretning
med mælkepulver. Heldigvis skete dette hen imod afslutningen af mit ophold,
således at jeg næsten uden besvær kunne gøre mig klart forståelig på tysk og
ligeledes forstå tysk rigtigt. På den rent fagmæssige side var der også god
lejlighed til at lære noget. Således var jeg mange gange med afdelingslederen i
frihavnen for der at udtage prøver af de importerede partier smør og ost,
ligesom der også en enkelt gang blev skaffet mig adgang til Hamburgs off1cielle
smørbedømmelse. Endvidere fik jeg også lejlighed til at bese Butterzentrale
Hamburgs smør- og ostelagre samt afdelingen for mejeriartikler. I de enkelte
stille perioder, der kunne opstå i smør- og oste-afdelingen, var der ofte
arbejde for mig i ægafdelingen, hvor jeg lærte lidt om handelen med æg.
Idet på denne måde det daglige arbejde var til stor
nytte for mig på alle områder og bragte mig til et standpunkt, det under alle
omstændigheder ville have taget længere tid ved et almindeligt studium af det
tyske sprog at føre mig til, så må man heller ikke glemme den betydning
fritiden og samværet med den familie, jeg boede hos havde. Først og fremmest
fordi disse mennesker var meget venlige imod mig og altid var parate til at
hjælpe mig, hvis jeg havde et problem. Jeg blev næsten behandlet som et medlem
af familien og fik derfor rig lejlighed til at tale tysk og til at lære tyske
skikke og sædvaner at kende. Fritiden blev i øvrigt benyttet på mange
forskellige måder, alt efter, hvad mit budget tillod. Der kunne således flere
gange blive lejlighed til at gå 1 teateret eller operaen, hvilket jeg holder
meget af, og endvidere enkelte biografture og cirkusforestillinger. Søndagen.
blev ofte, hvis vejret tillod det, brugt til at bese Hamburgs seværdigheder.
Som f.eks. Hagenbecks Tierpark, Elbtunnellen, Planten und Blomen,
Jungfernstieg, St. Pauli med ”Michel"-kirken, havnen o.s.v. eller
til små ture i omegnen som f.eks. til Sachsenwald med Bismarck-museet eller til
det bekendte udflugtssted ved Elben Blankenese. På en enkelt søndag med særlig
godt vejr foretog jeg også en tur til Østersøkysten for at bade. Desværre løb
tiden kun alt for hurtigt, og snart nærmede det tidspunkt sig, hvor jeg måtte
træffe de nødvendige forberedelser til opbruddet og rejsen til England.
Der opstod visse vanskeligheder med hensyn til
indrejsetilladelse og logi i England, som dog blev delvis løst inden afrejsen.
Den 2. oktober satte jeg mig da ind i toget og så med vemod den by forsvinde,
hvor jeg havde tilbragt en kort, men interessant og oplevelsesrig tid. Det var
dog heller ikke uden en vis spændt forventning, at jeg så de kommende fire
måneder i møde. Rejsen gik over Amsterdam, hvor jeg havde fået tilladelse til
at opholde mig en dag for at se denne smukke og særprægede by. og videre over
Hoek van Holland til Harwich. Her havde jeg visse vanskeligheder med indrejsen,
da jeg ikke var i besiddelse af den nødvendige arbejdstilladelse, hvilket dog
efter at jeg var blevet holdt tilbage i ca. 3 timer, gik i orden, da man ved en
telefonsamtale med Ministry of Labour erfarede, at der var udstedt en sådan
tilladelse til mig. som på daværende tidspunkt måtte ligge i Manchester. Efter
dette intermezzo kunne jeg så fortsætte rejsen til London for derfra den næste
dag at køre til Manchester. Her blev. jeg afhentet af en af mine nye kolleger
på stationen og kørt til mit nye logis, et pensionat ca. 20 minutters buskørsel
fra LovelI & Christmas’ kontor
Der var således ikke,
beklageligt nok, lejlighed til at studere den fri import af smør, ligesom
rationeringen satte en stopper for studiet af den frie handel med smør.
Imidlertid må det også tillægges en vis betydning, at jeg har lært de forhold
at kende, hvorunder smørhandelen i England i øjeblikket eksisterer, idet det
måske vil virke fremmende på forståelsen af de vanskeligheder, der muligvis vil
opstå ved en eventuel fremtidig frigivelse af den engelske smørhandel. Mit
egentlige arbejde i smørafdelingen bestod i at føre fakturabøger og regnskaber
vedrørende rationeringen, og da en af medarbejderne i denne afdeling efter ca.
2 måneders forløb på grund af ferie skulle have en afløser, blev alt hans
arbejde overdraget mig. Jeg beholdt dette arbejde lige til min afrejse, idet
medarbejderen efter sin tilbagekomst blev beskæftiget i andre afdelinger. hvor
der på grund af' sygdom manglede funktionærer. Der var således arbejde nok at
tage fat på, og da det var ret rutinemæssigt, foretog jeg dette uden særlige
vanskeligheder. Imidlertid blev der på denne måde ikke ret meget tid til at
studere andre forhold.
For dog at bøde herpå, bad jeg
om at måtte se den daglige korrespondance igennem, hvilket også blev mig
tilladt, men kun for den fra det almindelige kontor udsendte korrespondances
vedkommende. På grund af firmaet Lovell & Christmas’ særlige
opbygning. der er baseret på salg igennem repræsentanter, var der imidlertid
kun meget få og ofte kun korte breve at gennemlæse. Til gengæld bragte så det
daglige samkvem med det store personale god lejlighed til at lære forretnings-
og bogholderiudtryk. For at få så meget ud af opholdet i England som muligt bad
jeg om tilladelse til at bese et smørpakkeri, der er knyttet til
søstervirksomheden Lovell & Cbristmas(Liverpool) Ltd. Dette blev også
arrangeret og jeg fik en eftermiddag fri til dette formål. Besøget i Liverpool
var meget interessant, og jeg fik med egne øjne at se, at forskellige landes
smør bliver sammenæltet og pakket under betegnelsen "National
Butter". Ligeledes blev det mig oplyst, at der ved æltningen blev tilsat
smørret salt, således at den endelige saltprocent ofte lå på 3% og derover. For
smør beregnet for kulminedistrikterne i Wales endog hel t op til 5%. Foruden
smørpakkeriet beså jeg også firmaets nye pakhus bygning med dens praktiske
tilkørselsforhold o.s.v. Som kuriosum kan jeg for øvrigt nævne, a t det danske
smør. der blev pakket den dag, jeg var der. var ca..3½ måned gammelt. Bortset
fra denne tur bragte arbejdet i smørafdelingen ikke større afvekslinger.
På privatlivets og fritidens
område blev der også god lejlighed til at benytte det engelske sprog ved
samværet med mine medlogerende i pensionatet, idet der hver aften altid var
nogle unge mennesker til stede i loungen, med hvilke der ofte var lejlighed til
diskussioner. Derimod kunne det ofte knibe med at få den fornødne ro til at
læse og til at skrive breve. Da denne form for tilværelse i længden godt kunne
blive noget trættende, var det derfor med glæde, at jeg tog imod tilbudet fra
en af mine kolleger i Danish Dairies om at besøge et ungt ægtepar af dennes
vennekreds. Dette besøg, der blev til mange, var en god adspredelse for
mig og førte til mange gode oplevelser for mig, som f.eks. teaterbesøg og et
besøg på Manchesters rådhus. En anden oplevelse var det, da jeg med en times
varsel blev bedt om at holde et foredrag om Danmark i en ungdomsklub, som dette
ægtepar var tilsluttet. Denne opgave. som jeg med glæde gik i gang med at løse,
lykkedes det mig at slippe ret godt fra og uden alt for mange fejl.
Julen tilbragte jeg hos gamle venner i Sunderland, som tog sig overmåde venligt at mig. Ellers blev fritiden tilbragt på samme måde som i Hamburg nemlig til at lære byen og omegnen at kende samt til at bese dennes seværdigheder f.eks. skibskanalen, de store industriområder etc. Der blev også lejlighed til at gå til sportskampe, i biografen og til at bese et stort bladhus og dettes funktioner i virksomhed, hvilket alt ikke kan siges at være uden enhver betydning for tilegnelsen af engelske sprog og mentalitet.
Tiden i England forløb
imidlertid også hurtigt, og snart måtte forberedelserne til hjemrejsen træffes.
Forinden denne havde jeg dog den glæde at blive inviteret med til Lovell &
Christmas' årlige fest for personalet, hvilken fest blev afholdt på min sidste
aften i Manchester og således satte et festligt punktum for mit ophold der.
Hjemrejsen, der skulle foregå
over London, Harwich, Hoek van Holland og Hamburg, for at jeg kunne få
lejlighed til at gense mine venner der, fik et noget ekstraordinært og
forsinket forløb på grund af de store oversvømmelseskatastrofer i det sydlige
England og Holland, og jeg måtte derfor ganske uforudset tilbringe næsten en
hel dag i Haag. Tiden her benyttede jeg til at se på byen med dens mange
interessante bygninger og andre seværdigheder. Især var det en oplevelse at se
det smukke fredspalads med den internationale domstol, hvori Danmark jo også
har sin andel. Efter således at blive forsinket en dag overnattede jeg i
Hamburg og kunne den næste dag fortsætte rejsen til København. hvortil jeg
nåede onsdag aften den 4. februar. Den næste morgen var jeg så igen parat til.
at tage fat i Danish Dairies.
,Når jeg nu skal kaste et blik
tilbage over denne 8 måneders studierejse og gøre facit op, mener jeg bedst at
kunne sammenfatte det på følgende måde:
For mig har rejsen været af
stor betydning. idet den har givet mig et indblik i andre menneskers tænke- og
væremåde og har lært mig mangt og meget, der måske senere vil være til stor
nytte ikke blot for mig, men også for Danish Dairies, og endelig har den for de
to sprogs vedkommende givet mig et godt og solidt grundlag at bygge videre på.
Et spørgsmål, hvorom jeg selv
er i tvivl, er det måske, om jeg, ved at prøve at klare de to sprog på så kort
tid, har lagt et lidt for stort brød op og måske ville have haft endnu større
fordel af kun at have opholdt mig i de 8 måneder i et af landene. Imidlertid
håber jeg at kunne indfri de forventninger, der måtte være stillet mig.
John Andersen
Tilbage
til Bestefârsa familija